Rudolf Schmidt (1836–99)

Schmidt, Peter Carl Rudolf, 1836—99, æsthetisk og filosofisk Forfatter, fødtes 25. Juli 1836 i Kjøbenhavn. Hans Fader, Simon Peter S. (f. 1800), var Skomager, af tysk Afstamning, i det hans Fader var en indvandret Meklenborger; Moderen, Ane Dorthea f. Corell (f. 1797), stammede fra en fransk Emigrantfamilie. Rud. S. blev opdraget under meget smaa Kaar. En ung Mand ved Navn Christian Buemann underviste ham gratis for at skaffe ham Studenterexamen; da denne hans første Lærer druknede i Slien 1850 under Krigen, bleve Studierne foreløbig opgivne, og S. anbragtes som Lærling hos Boghandler Eibe 1851. Her blev han i 7 Aar. I sin Fritid læste han en stor Mængde baade dansk og udenlandsk Litteratur; navnlig fordybede han sig i Schiller og Goethe. 1853 indleverede den 17aarige Lærling et Enakts-Skuespil til det kongl. Theaters daværende Leder, J. L. Heiberg. Det blev antaget og opført under Navnet «Fritz i sin Lejr» i Sept. 1855, men gjorde ingen Lykke. 3 senere Forsøg, deriblandt en Femakts-Tragedie, «Christian II», bleve forkastede. 1858, samtidig med at S. fratraadte sin Plads hos Eibe, udgav han anonymt en Digtsamling: «Et Ungdomsliv». Trods det ufærdige i Formen møder Læseren allerede her et mandigt, dybsindigt og sundt Blik paa Livet; Tanken om den ideelle Udholdenhed, som bestandig kommer igjen i hans senere Digtning, aabenbarer sig i Digte som «Ganymed», «Kopernikus», «Søren Kierkegaard». Bogen vakte en vis Opsigt og anmeldtes gunstig flere Steder. 1859 udkom Enakts-Tragedien «Alfsol», der i Anlæg og Tankegang ligner S.s senere Mesterværk «Den forvandlede Konge». Fra alle Sider modtog han Opfordringer til at studere, og skjønt Heiberg fraraadede ham det, tog han Examen artium 1861 og Aaret efter Philosophicum.

S. blev ved Universitetet stærkt grebet af Rasmus Nielsens Filosofi, hvis Forening af Idé og Virkelighed, Tro og Viden saa ganske svarede til det aandelige Krav, han dunkelt havde følt som sit Væsens dybeste. 1863 udkom «Digtninger», en Række lyriske og fortællende Digte, tilegnede Rasmus Nielsen. Aarene efter ere optagne af Striden om Nielsens Filosofi, hvorom nedenfor. Indtil 1884, Nielsens Dødsaar, var S. en meget søgt Manuduktør til Philosophicum. 1869—73 udgav S. sammen med Nielsen og Bjørnstjerne Bjørnson Tidsskriftet «For Idé og Virkelighed», hvori hans Bidrag, navnlig de storladne og tankevægtige «Tidsbetragtninger», tiltrak sig almindelig Opmærksomhed. 1874 gjorde han en lille Rejse til Tyskland. Efter Tilbagekomsten udgav han 1874 «Ældre og nyere Digte». Livsanskuelsen, som er det bærende i al S.s Digtning, er trods Alvoren optimistisk: Forfatteren har fundet den Forklaring, der for ham løser Tilværelsens Gaade, og i Lys af den ser han Livet som en vistnok yderst anstrængende Opgave, der er lidet behagelig for Kjød og Blod, men som det for en mandig Sjæl alligevel er en Hjærtensfryd at arbejde med. 29. Nov. 1876 opførtes anonymt Skuespillet «Den forvandlede Konge» paa det kongl. Theater, hvor det gjorde megen Lykke. Det er S.s betydeligste Værk og udtrykker klarest og digterisk renest hans Livsbetragtning. Kong Rodger er det selviske Naturgeni, der sætter sig op mod Gud eller rettere forguder sig selv og gjennem frygtelige Lidelser lutres til at indse sin Brøde og forstaa sin Kaldelse. Der er i Figuren og dens Skæbne meget af en Selvbekjendelse fra Digterens Side. I samme Sæson som dette Stykke opførtes (April 1877) Helaftens-Skuespillet «En Opvækkelse», der omhandler Edward Irwings Historie og er en Satire over moderne Samfundsmenneskers hykleriske Misbrug af Kristendommen til egoistiske Formaal. Dette Stykke opførtes kun én Gang. 14. Maj 1876 ægtede S. Emilie Amalie Lassen, hans nu efterlevende Enke.

1880 tildeltes der S. det Anckerske Rejselegat, og han foretog nu en større Udenlandsrejse til Paris. Paa denne paabegyndte han sin Novelledigtning. En Række Bind udkom i de følgende Aar: «Haandtegninger» (1881), «Der Himmel hängt voller Geigen» (1882), «Forestillet og oplevet» (1883), «Skæbner og Skikkelser» (1884), «Jochen Hinrichs» (1885), «Murmesterens Døtre og andre Fortællinger» (1886). Fra samme Aar er «Fortællinger paa Vers». Skuespillet «Solopgang» opførtes 1884 paa Folketheatret. Et andet Helaftens-Skuespil, «Udløst», gjorde 1890 ingen Lykke paa Dagmartheatret, hvilket øvede en lammende Indflydelse paa S.s Digtning i det hele. Dog udkom et Bind skjønne lyriske Digte, «Tanker og Toner», 1892, ligesom Novelledigtningen afsluttedes med et Bind «Nye Haandtegninger» 1891, hvori det tankedybe Digt «Nicodemus», maaske Perlen blandt S.s mindre Poesier. Jævnsides med den digteriske Produktion gaar en æsthetisk i Værker som «Buster og Masker» (1882), «Ad egne Veje» (1884), «Fra Liv og Litteratur» (1887). Tillige har S. ydet en Række Oversættelser fra Tysk, Fransk og Engelsk, bl. a. indført Walt Whitman og Claude Tillier i Danmark. S. arbejdede stadig under megen Miskjendelse og i trykkende Kaar, som i hans senere Aar mildnedes ved en mindre Statsunderstøttelse. En Trøst i Modgangen var den Anerkjendelse, han vandt i Tyskland, hvor hans Noveller i Udvalg bleve oversatte af E. Poestion. «Nicodemus» og «Den forvandlede Konge» ere ligeledes udkomne i Oversættelser, den første ved H. Küchendahl 1890, den anden ved H. Varnhagen 1889. Det sidstnævnte Skuespil er med Bifald opført paa adskillige tyske Scener, f. Ex. i Dresden og Weimar. Hans sidste Arbejde er Tragedien «Torquato Tasso» (1894). Han døde 5. April 1899.

S.s særegne Evne som psykologisk Skildrer ligger der, hvor det naturlig menneskelige berører Evighedsanlægget i Mennesket, altsaa i det i udvidet Forstand religiøse Forhold. Er Udholdenhedens Tanke det ethiske Centrum i hans Poesi, saa er Udsoningens Tanke det religiøse. Gjennem Kampen med sig selv og med Verden arbejder Mennesket sit inderste Aandsanlæg frem. Hemmelsen er et Vidnesbyrd om Individets Ufuldkommenhed, og naar Mangelen er blevet aabenbar, kræver den en Udsoning i udholdende Arbejde. Kampen kan føre til Individets timelige Undergang, men gjennem Nederlaget i det udvortes aabenbarer Evighedens Sejer sig. Det er Motivet i de betydeligste af S.s Noveller. I den maaske ejendommeligste af dem, «Den yngre Søster», om hvilken den tyske Digter Max Kretzer har brugt det Udtryk, at den har «dannet Skole» i Tyskland, viser S., hvorledes det evige, oprindelige i Menneskenaturen kan skyde frem i en enkelt simpel Ytring (Kjærligheden til Søsteren) tværs igjennem de sørgeligste, mest forsømte sjælelige Dannelser og derved sone for et helt Livs moralske Daarlighed. Digterne lade ofte en fuldkommen ren Sjæl voxe op i fordærvede Omgivelser; i denne Novelle ere Renheden og Fordærvelsen forenede i den samme Sjæl. Om en tilsvarende Udvikling fortæller den Novelle, S. selv satte højest, «Den sidste paa Lasarettet», Historien om den vilde, liderlige Soldat, der i ubændig Trods udfordrer Døden uden nogen Sinde at blive ramt af den og saa til sidst, da han rasende splintrer sit Gevær inden Overgivelsen, saarer sig selv dødelig og paa Dødslejet naar til Selverkjendelse. Til den positive Side svarer den negative. Hvad der vækker Digterens Indignation, er den irreligiøse Fejhed og Uvederhæftighed. Hans satiriske Arbejder afdække den Mangfoldighed af Skalkeskjul, som Menneskene opsøge for at undfly Evighedsfordringen. I et Digt nævner S. Rembrandts Radering af Jesus, som uddriver Kræmmerne af Tempelet; Kunstneren har anbragt Glorien, ikke om Christi Hoved, men om Svøben i hans Haand. Digteren griber dette Symbol: «du Helgenglorie malet om en Tamp», og ønsker, at det i Dødens Time maa skinne paa hans Levneds Kamp. Dette af Digteren selv valgte Billede angiver Centret i hans satiriske Digtning. – S.s Stil som Fortæller er klar, noget kølig, fortættet i Udtrykket. Rhetorisk brusende eller nervøst urolig er den aldrig. Den underordner sig altid Tanken, lægger sig tæt omkring den som Marmorstatuens Gevandt om de faste Lemmer. Denne Stil er Resultatet af en energisk Kamp med Sproget; den er befrugtet af et alsidigt Studium og en rig Dannelse.

Husvennen 1892—93 (Selvbiografi). Lit. og Kritik, Juli 1889.

– P. C. R. Schmidt har gjort sig bekjendt i dansk Filosofi som en ivrig Tilhænger af Rasmus Nielsens Filosofi (XII, 276). De mindre Fægtninger, der udkæmpedes i Striden om Tro og Viden, førtes fra Nielsens Filosofis Standpunkt baade mod Theologer (som H. Scharling) og Fritænkere (som G. Brandes) væsentlig af S. Herhen høre «Om Tro og Viden som absolut uensartede Principper» (1866), «Om Selvmodsigelsen i Prof. Rasmus Nielsens Lære» (1866), «Er Hr. Lic. Henrik Scharling en alvorlig Mand?» (1866), «R. Nielsens Filosofi og den grundtvigske Anskuelse af Gb.¹» (1867). Disse Brochurer og Afhandlinger ere velskrevne og aandfulde og røbe Forfatterens digteriske Aare ved en Mangfoldighed af isprængte, undertiden lidt skruede, Billeder; de ere oplysende for R. Nielsens Tankegang, men de ere ikke prægede af nogen dybere Selvstændighed, dog med Undtagelse af det sidstnævnte Skrift, der antyder en Forbindelse mellem R. Nielsens Filosofi og den grundtvigske Anskuelse. S. viser sig vel bevandret i de Filosofer, der særlig have haft Indflydelse paa R. Nielsen, og han er en flink Polemiker, om end hans Polemik skæmmes ved, at han i Almindelighed sidder for højt til Hest. Han behandler sine Modstandere med en Overlegenhed, der ikke staar i Forhold til hans filosofiske Udrustning, men stammer fra hans brændende Tro paa, at R. Nielsens Formel for Forholdet mellem Tro og Viden var Afslutningen af denne Strid, i Forbindelse med en stærk Selvfølelse, der støttedes ved, at han virkelig besad Evne og Aand. Til noget selvstændigt Studium af Filosofi og filosofiske Problemer naaede S. ikke. Han var ældre, da han blev Student, følte sig hævet over at tage Examina, og senere blev han ført ind paa andre Baner. Imidlertid maa det beklages, at han ikke fik den Monografi af R. Nielsen, hvorpaa han havde arbejdet i en Aarrække, færdig eller udgivet.