Børnene læste paa Støtten,
Alt mens der blev leget og rendt;
Med Skrift den stod: hvert Hjørne
Mod et Verdenshjørne vendt.
De læste med klogtige Miner,
De læste med stille Smiil:
At de saa snildt kunde tyde
Den sære kantede Stiil!
De kom — thi Moderen kaldte —
Til Bordet kom de ned
Og taled omkap; men alle
De gav en forskjellig Besked.
Da raabte de høit, og Blodet
Steg op i de Hoveder smaa:
De havde jo lært at læse,
Den Kunst de jo maatte forstaae.
Men Munterhed blev der ved Bordet,
Og der blev spøget og leet;
Man fatted, at en forskjellig
Side de hver havde seet.
Og der blev talet saa klogt om
Den Alder, da skuffes man kan,
Og om hvorlunde det skorter
De kjære Børn paa Forstand.
Man fandt det nu saa barnagtigt,
At de stredes, som kjendte de heel
Skriften, hvoraf dog hver Enkelt
Kun havde tydet en Deel.