Ja, vent du, Stær! til næste Gang,
At jeg skal troe dig paa din Sang,
Naar Vaarbud du vil bringe;
Jeg blev saa glad, da jeg dig saae
Imellem Skovens Stammer graae
Slaae ud din sorte Vinge.
Henover Jorden Sneen laae
Og Isen paa den klare Aa,
Af Riim var puddret Skoven,
Og overalt var tomt og tyst, —
Da blev paa een Gang der saa lyst
Ved Solens Blik fra oven.
Og i det korte Øieblik,
Hvor Skyen bort fra Solen gik,
Det klang igjennem Lunden,
Thi tusind Muskevitter smaa,
Da deres gamle Ven de saae,
Fik Hjertet strax paa Munden.
Og førend Solens Lys forsvandt,
Forundret saae jeg dig saa grant
Blandt Stammerne de tætte,
Du fløi saa piilsnar der afsted,
Jeg tvivled, mens jeg fulgte med,
Om og jeg saae det Rette.
Da fra en gammel Bøg der klang
Din kjære velbekjendte Sang,
Lidt svag og kort i Tonen,
Mit Hjerte troede glad derpaa,
Trods Snee og Kulde klart jeg saae
Hvert Træ med Sommerkronen.
Skjøndt Skyen snart for Solen gik,
I Lyset svømmed dog mit Blik,
Jeg syntes, Sneen tøede,
For mig stod Anemonen op
Og rakte af sin Blomsterkop
Mig Vaarens Drik imøde.
Men endnu ligger Jorden Liig,
Og dybt i Snee paa Skovens Sti
Staaer Raaens Fodspor trykket,
End er det mørkt om Solens Blik,
Falsk blev, du Stær! det Bud, du fik,
Dengang det kom til Stykket.
Dog har du sagtens selv det troet,
Du stakkels Fugl, som nu har boet
I Snee og Vinterkulde,
Som glad om Vaaren sunget har
Og iiskold Stumhed fik til Svar
Paa dine Toner fulde.
Ak! tro mig, kjære, lille Stær,
Jeg sidder med sneet inde her,
Din Nød jeg vel maa kjende,
Jeg sang saa tidt mit Hjerte ud,
Skjøndt dog tilsidst i Vinterslud
Min Vaarsang maatte ende.
Men du og jeg vil holde ud
Og bære frem det glade Bud,
Som os i Hjertet brænder;
Først efter Mørket bli’er det lyst,
Og Vaaren føler bedst det Bryst,
Der bedst til Vintren kjender.