Kom mig i Hu, naar Morgenrøden fjærner
sig pigebly, naar Solen for den staar!
Kom mig i Hu, naar under Krans af Stjærner
den tankefulde Nat sin Vandring gaar!
Naar højt dit Hjærte slaar, naar Jublens Stemmer lyde,
naar Aftenskyggerne dig bløde Drømme byde,
da hvisker det i Lund
i Aftnens tavse Stund:
Kom mig i Hu!
Kom mig i Hu, naar Skjæbnens Vold ad Aare
har vore Veje skilt for evig Tid,
naar Aar, Landflygtighed og Sorger saare
mit Hjærte dødeligt i Livets Strid.
Tænk paa min Kjærlighed — paa mit Farvel, det sidste!
Min Elskov skal ej Tid, ej Rum af Hjærtet vriste.
Saa længe det kan slaa,
dets Raab vil til dig naa:
Kom mig i Hu!
Kom mig i Hu, naar paa den sorte Tilje
mit brustne Hjærte sover under Muld!
Kom mig i Hu, naar da en énsom Lilje
sig paa min Tue aabner vemodsfuld!
Jeg skal ej se dig mer, men, naar du gaar til Hvile,
skal som en Søster tro min Sjæl imod dig ile,
da lyde skal dens Røst,
som Suk fra Nattens Bryst:
Kom mig i Hu!