Kom mig ihu
(Efter Alfred de Musset)
(Efter Alfred de Musset)
Kom mig ihu, naar Morgenrøden fjerner
sig frygtsom-bly, naar Solen for den staaer;
kom mig ihu, naar under Krands af Stjerner
den tankefulde Nat sin Vandring gaaer.
Naar høit dit Hjerte slaaer, mens Glædens Stemmer lyde,
naar Aftenskyggerne dig bløde Drømme byde,
da hvisker det i Lund
alt i den tause Stund:
Kom mig ihu!
Kom mig ihu, naar onde Skjæbner skille
snart vore Baner ad for evig Tid,
naar Aar, Landflygtighed og Sorger ville
mit Hjerte saare haardt i Livets Strid.
Tænk paa min Kjærlighed, paa mit Farvel — det sidste —
min Elskov skal ei Tid, ei Rum af Hjertet vriste;
saalænge det kan slaae,
dets Røst vil til dig naae:
Kom mig ihu!
Kom mig ihu, naar paa den sorte Tillie
mit brustne Hjerte sover under Muld,
kom mig ihu, da, naar en ensom Lillie
sig paa min Gravhøi aabner veemodsfuld.
Jeg skal ei see dig mer, men naar du gaaer til Hvile,
skal som en Søster tro min Sjæl imod dig ile,
da lyde skal dens Røst
som Suk fra Nattens Bryst:
Kom mig ihu!