Sophus Schandorph (1836–1901)

Tak for sidst

til Hr. Dr. C. Ploug

(„Fædrelandet“ for 6te December)

fra S. Schandorph.

Den rumler endnu, den gamle Kærre
fra Julirevolutionens Tid;
paa Bukken troner en gammel Herre,
trakterer det bulede Horn med Flid.
For Nutidens Øren skratter det sært,
men her i vort Danmark har altid svært
det vrimlet med Marodører;
de finder, at Kærren ypperlig kjører,
at end der er Slag i den tjærede Snært,
som Kudsken paa Bukken fører;
de skjælve, naar Knaldet de hører.

        En Gang var Alverden for Pidsken bange
og sprang efter Postillonens Trompet;
kun nogle faa har nu alt i mange
Tider det Kjøretøjs Synder set.

        Men hvis det ej længe kan Tiden trodse,
hvorfor løbe Storm mod det Skrummel?
Hvad bryder vi Nutids Mænd os om Rummel
af saadan en sølle Karosse?
Naar Pidsken ikke os ramme kan,
hvorfor kan da ej vi den gamle Mand
i Fred og Ro lade age
de Aar, han kan have tilbage?

        Nej! Før han dør, skal det siges forsand:
Saa længe han stod i sin Velmagts Dage,
han var en haard, ubarmhjærtig Tyran.
Frihed i Sindet og Højhed i Aanden
hos denne „Frihedsmand“ aldrig man fandt;
naar han blev modsagt, løfted han Haanden
til Slag som en grov Sergeant.
Og da han først havde opnaaet alt,
hvad han og hans Venner brugte,
han grynted og bed som en arrig Galt
ad hver, som vilde til Truget lugte.

        Ingen han skaaned: Gamle og Unge
— Ørsted og Sibbern, Goldschmidt og Hjort —
alle blev Maal for den skjældende Tunge
lige til ham, som, vort Land til Tort,
Hr. Ploug i Spidsen for lyssky Venner
overbesudled fra Taa til Top
og gjenned fra Højskolens Sæde bort.
Hr. Doktor! En Slægt marscherer nu op,
som Deres „Fortjenester“ kjender.

        Det skal De vide, Hr. Doktor og Kudsk,
hvis Buste staar mejslet og lavrbærkranset,
hvis Bryst er med alskens Kors behængt,
som selv er æresbespist og forskanset
i høje Sale mod Slud og Rusk
og ude fra Nutids Rørelser stængt,
det skal De vide: Medens De sad
som Overprofos og nød Magtens Sødme,
spired en Race, hvis Kinder nu rødme,
naar De bliver nævnt, af Foragt og Had:
Foragt for en Tid, der magelig, usel,
gav sig til saadan en Fører hen,
Had mod Tyrannen, der uden Blusel
hudfletted ærlige danske Mænd;
de Mænd, der søgte Sandhedens Kilde
ad Veje, paa hvilke De aldrig kom,
De voved at dømme med Deres lille
og halvstuderede Røverdom.
Indrømmes maa det: Tidt slog De om
og priste de samme som Aandens Helte,
mod hvilke De fordum skjældte og smældte:
En Mand, De har kaldt et Strømpeskaft,
har nys den tvivlsomme Hæder haft
af Dem at kanoniseres.
Og det er Dem, om hvis staalsatte Kraft
der idelig peroreres!

        Den Bogbinder har haft Sans for Satire,
der fik en saa bitter og blodig Idé
med Hejmdals Figur Deres Bog at sire
— Gudens, der fint kunde høre og se —
thi kort og daarligt altid De saa,
øjned kun, hvad der laa lige for Næsen,
hvorfor De — lig et behornet Væsen —
bused saa klunted løs og løb paa;
for Mellemtonernes brogede Klang
var Deres Øre bestandig lukket,
og Livets tusindstemmige Sang
for Dem unisont kun klukked.
Gjerne havde De indespærret
Landet bag en kinesisk Mur,
fra Kjørebukken De gnavent snærred
baade ad tysk og fransk Kultur;
og gav til Erstatning de Slægter to,
som blødte og kæmped i tvende Krige,
som led saa stille, sagtmodig og tro,
Vexler paa et fantastisk Rige,
der ikke en Gang laa i Maanen,
men toned kun frem bag Punschetaagen
i Bankodrømmenes Blaanen.
Skjønt Drømmene slog saa jammerlig Klik
i fire og treds, blev man næppe vaagen.
Først ved Sédan blev Dødsdommen skrevet
over den Elementærpolitik,
som De og Venner har drevet —
Venner, som end bag Fordommes Hegn
med Skyklapper paa i Møllegang vanker,
for hvem De, lig en affældig Degn,
messer mod Tidens levende Tanker.

        Vi sværmer ej mer for de lovpriste Sange
med Ordbramsvævet paa Tværs og Kryds,
vi gaber over de sejge, lange
og tørre Romancer som den om „et Kys“;
vi ser, Deres lille forlorne Karen
aldrig har baaret Bondehætten,
men hører til Figurantindeskaren,
der hopper omkring i Balletten;
vi husker de gale Betoningers Mængde,
som smykker Deres beundrede Vers,
Æbler, som op De paa Lavren hængte
for Alvor og ej for Kommers;
vi mindes, at „tabt“ De rimer paa „Kraft“
— og De vil bebrejde os, at vi digter
Vers, som synder imod Musiken!
Held Dem! den Tro, De stedse har haft
paa Læserglemsomhed, ej Dem svigter;
— i hængt Mands Hus De taler om Strikken.
Endnu har dog ingen af Deres Trompetre
paa Prænt, under Navn attesteret,
at det, De i Forfjor i Sverrig servered,
var rigtige Hexametre.

        Om mig De mener, jeg er saa raa,
at hverken Moral eller Smag jeg ænser.
Ak Deres Moral og Smag! de bestaa
af lutter tilfældige Konvenienser
med rent vilkaarlige Grænser,
som vides ud, og som snævres ind
alt efter Hr. Dokt’rens ustadige Sind.

        Jeg udgi’r mig ej for Moralens Præst,
for Dogme-Gendarm og Klokketaarns-Vægter,
der støver efter hver Troens Fornægter;
men her vilde Tavshed klæde Dem bedst.
Thi Juletræsvers, — saadan rigtig gemene —
og Farcer for unge Studenters Scene,
hvor Liderligheden, Kynismen er drevet
til yderste Spidse — forsikrer jeg paa —
har ingen Sinde jeg skrevet.
Saa kan De gjerne kalde mig raa!

        Jeg synes fremdeles, De ærgrer Dem over,
at jeg har vovet det Ord „en Børste“.
Hør, tror De dog Alles Hukommelse sover?
De selv, C. Ploug, De selv er den første,
der satte det Ord i dansk Poesi!
Nu volder det Dem fornærmede Miner,
som var De Pedel ved et Akademi
af digtende Femininer.
Saalunde skifted Burschen Natur
og blev Bourgeois — en Jeronimustype,
der bunden staar ved Filistrenes Krybbe,
som blot vilde være en komisk Figur
og ej til alvorlig Behandling trænge,
hvis ikke han og hans lille Parti
danned et Hovedstadsfrimureri,
hvis eneste Magt er Penge.

        Saa flok Jer i Fylking, I unge Folk,
som suged af dygtige Studier Kræfter,
til Kamp mod den sejge, gamle Tyran,
Obskurantismens haandgangne Mand,
som nu kun er den Slags Studenters Tolk,
der tygger Kollegiehæfter;
hvæs Spotten til Lanse, smed Harmen til Sværd,
— mod ham hvert Vaaben I vende —
det gjælder saa lystig en Ledingsfærd
mod Ungdommens, Fremskridtets Fjende!