Kantate
ved Efterslægtselskabets Skoles Fest
ved Efterslægtselskabets Skoles Fest
den 4. Marts 1885.
den 4. Marts 1885.
I.
Vær hilset, du Dag, da vort Skolehus løfted sin Tinde
saa svanger med Haab, med sin Stræben mod Lyskilden vendt!
et Barn af det Lys, som det attende Sekel har tændt,
som funkler endnu, medens Aarene skifte og svinde.
Det Lys lokked frem mange gjærende Spirer af Mulde,
det sprængte et Brud dybt i Overtros skimlede Lag,
og vidt over Land i den klare, den tindrende Dag —
højt hørtes de fribaarne Menneskers Jubelkor rulle.
Der sidder sur og stræng
den Hører paa Katheder,
paa Bænk den stakkels Dreng
ved Grammatiken sveder.
Men Kraften, som med Liv og Lystsig
stærkt i Verden rører,
formaar den gamle Hører
slet ej at give Røst.
Da var det, at til Held
for os hint Hus blev grundet,
der Drik af Livets Væld
saa mange Slægter unded.
Thi her blev Samtids fulde Krav
sat højt paa Æresstolen,
for Livet, ej for Skolen
man her os Lærdom gav.
Vær hilset, du Dag, som er omsust af Mindernes Røster,
der maner os højt: Vi skal stræbe at løfte vor Arv!
Og hil dig, vort Hus, vær et Tempel for Slægternes Tarv
med vidt aaben Dør for hver Luftning fra Sandhedens Kyster!
II.
Fremad, frem mod Maalet
lidet eller stort!
Lad kun alt vort Arbejd’
blive ærlig gjort!
Lærte vi af Skolen
trofast, ærlig Flid,
har en Skat vi samlet
for vor Levetid.
Naar i Hvilens Stunder
Mindet Vingen slaar,
vil det gjærne flyve
hen til Skolens Gaard.
Vær hilset, du Dag, da vort Skolehus løfted sin Tinde!
Gid det maa staa fast, medens Aarene komme og gaa!
Gid alt, hvad af Sandhed og Skjønhed derinde vi saâ,
med Mindets betagende Glans maa vor Livsvej beskinne!