I.
Hun sidder saa lunt paa Borgen derinde,
den gamle Grevinde.
Skovene spænder om Gaarden en Kreds
og skjærmer for alle Vinde.
Hun tæred af Aar paa den fjerde Snes.
De gullige Hænder med lillablaa
Aarer hang løst over Stolens Arme.
Det er i September. Kaminens Varme
mærker hun lunt gjennem Stuen gaa,
og Favnstykker knitre,
Gjenskin i Striber paa Møblerne sitre,
Lysprikker tændes paa gyldne Lister,
som rander Tapeternes Lærredsfelter;
Verveinens sødlige Duft er en Frister
til halvvaagen Slummer, hvor Drømme sig vælte
som Kugleskyer paa Høsthimlens Graa.
Paa Loftet deroppe,
som hvidner mod brunrøde Fløjelsgardiner,
i Dæmringen skimtes de smækfede Kroppe
af Stuk-Amoriner;
de snor sig i Ringdans med smægtende Miner.
Springende spille
Smaafisk i Graven;
der svæver saa stille
Briser i Haven;
Lyset i Tavshed koger og flammer
hen under Lindenes Hundredaars Stammer,
og Raagerne flokkes om Egens Gren.
Den gamle Grevinde
kan blundende spinde
en favnelang Traad paa Erindringens Ten.
II.
Højt i flottest Lyspragt funkle
Wienerborgens Galasale.
Frem i Galopaden stormer
Mylr af hvide Uniformer;
høje Møer med Lokker dunkle,
Svanehalse fugtig svale.
Magyariske Magnaters
Dolmans sig om Skuldren svinge,
krumme Sværd i Takten klinge,
og de skjæggede Kroaters
Brandebourgs paa Jakken prale:
Sporehjul som Bjælder ringe.
— Det er Wallensteins Soldaters
Afkom, disse sorte Karle
med den ranke Hingstebringe.
* * *
The hos Frankrigs valgte Fyrste,
borgerlig, trods Kongeblodet!
Barten som en Klædebørste
strutter ud fra Pæreho’det.
Folk, som efter Hofsol tørste:
Læggeløse Emigranter
spankende som gamle Hejrer,
guldbroderede Gesandter
sig om Kongeparret lejrer.
Gamle Damers slappe Bryster
voxgult, skamløst nøgne, skinne;
unge Herrer sig forlyster
med fra smidig Silketunge
ud at slynge flot-frivole
Calembourgs til denne unge
nordiske Ministerinde
med de lyse Øjensole.
Se ham dér! To Ugleøjne
livfuldt om i Salen spiller
gjennem cirkelrunde Briller.
„Monsieur Thiers!” Hans korte Krop
stræber Hælene at højne.
Tør som lærde Statsdoktriner
staar Guizot og rager op.
Og imellem tvende Piller
ses en Mand med Drømmermine;
i hans Iris Lys sig spejler;
Trækkene — hvor noble fine!
... „Hr. Marquis! hvis ej jeg fejler,
ham har aldrig før jeg set.”
— „Ah, Monsieur de Lamartine,
vor celébreste Poet!
Han „poserer” der paa Pletten.”
Talens Surren om sig svinger,
som Pianospil det klinger,
avet kjønt af den Sordine,
som man kalder Etiketten.
* * *
Og de næste Drømme søge
dansk Skærsommer-Fuglekvidder
under gamle, brede Bøge,
der saa tante-ømt beskytter
Sorgenfri med Taget blaat,
paa hvis Ryg et Dværgtaarn sidder
— ret en Bondeknold af Rytter! —
hævdende dets Rang som Slot.
Muserne paa Slottet leger;
der serveres Skjalde-Honning
— prima Sort — i Havestuen,
perlehvid med gylden Bræmme:
Skjaldedrotten Oehlenschläger
læser med sin skjønne Stemme
for Kong Kristian og hans Dronning:
Hun — saa mild og from som Duen
Han — civil i mørkblaa Kjole
smykt med Elefantens Stjærne
og de gyldne Knappers Sole.
Begge lytte huldt og gjærne,
til hvad „Skjaldes Adam” læser
med Begejstring i sit Øje;
ved hver Strofes Slut det høje
Pars brillante ørnenæser
sig saa allernaadigst bøje.
Alle er andægtig tavse
som en Menighed i Kirken.
— Pst! ... Der lyder i en Pavse
Snorken lig en Støvles Knirken
fra en fremskudt Mand i Staten,
som er træt af anstrængt Virken
... Manden er af Stald-Etaten!
III.
Hun farer sammen, den gamle Grevinde.
Ak, det var jo hende,
som var slumret ind ... Nu er hun alene
saa muttersene! Thi hvert et Minde
Som Fnug forsvandt,
og lukket stod Drømmenes Scene.
Brat Tavshed Livet i Lænker bandt.
Dødt ligger Gravens
Vande, og Arneilden er slukt.
Da toner der frem fra en af Havens
Stier, som snor sig i Slangebugt,
en Menneskehob. Unge og stærke
Mænd har sig fylket om Fanens Mærke.
Den flagrende Dug staar højt mod den blaa
og grønne Grund med sin blodrøde Lue;
de faste Geledder i Takten gaa.
En Sang bruser frem.
... Grevinden ej aner, at Næver true
knyttede mod hendes Hjem,
har ikke bemærket, at Fanen er rød,
ej hørt, at Sangens Omkvæd det klinger
om „Arbejde, Liv eller Død”.
Kun Toner har svævet paa dunbløde Vinger
imod hende op fra det Fjærne,
thi Afstanden slugte den saarende Text.
Hun nikker mod Skaren;
hun glædes ved Mændenes kraftige Væxt
og mumler: „Ja, de kan os frelse af Faren,
saadanne Sønner kan Moderen værne,
naar dybest hun stedes i Nød.”
Hun nærmer sig hen til den duggede Rude,
velsigner den Sang, som saa liflig lød.
Skaren forsvinder langsomt derude
og synger om „Arbejde, Liv eller Død”.
Saa siger den gamle Grevinde:
„Gud, hvor den Ungdom er rar og sød,
som synger saa kjønt for en gammel Kvinde”.