Du sagde nylig i Hu saa mod:
Ak, nu er jeg blind og gammel!
Hør, nu vil jeg sætte mig der ved din Fod
som lille Dreng paa en Skammel,
og naar vi Munden paa Gang har faa’t
om Ting fra de gamle Tider,
saa skal Du nok se, hvor hurtigt og godt
den Aftenstund for os lider.
Vi vil da tale om Hjemmets Bo,
som kjærlige Alfer hygged,
hvor de velsignede gamle To
saa glade tilsammen bygged,
hvor Hver, som éngang var kommen ind,
vel lysted en Stund at dvæle,
thi der var muntre og frie Sind
og der var kjærlige Sjæle.
Du husker jo nok, naar om Aftenen vi gik
i Haven rundt med hinanden,
og knap du Tid til at tale fik
for lutter Lugen og Vanden;
men husker du, da Korpulencen alt
genered dig, naar du dig bukked?
og dengang du om i Plainen faldt,
og Fader lo, saa det klukked?
Og Vinteraftnens gemytlige Stund,
naar Fader i Sofahjørnet,
blæste saa vældige Skyer af sin Mund,
at Katten hosted fortørnet,
mens du mig hørte i Arithmetik,
og stræbte at løfte mig Modet;
og mente, den Ramse Bogstaver fik
jeg dog vel engang i Ho’det.
Og siden, da jeg kom bort fra mit Hjem,
den Vandring paa tvende Mile
hveranden Søndag mig tidt faldt slem
og Benene længtes til Hvile,
men naaede jeg Byen, i flyvende Fart
ad Gaden til Huset jeg pilte.
Fra Ruden dit Ansigt saa mildt og rart
Velkommen imøde mig smilte.
Men saa skal du til at fortælle, hvad nu
jeg ikke mer kan erindre,
dit Smil mig viser, at alt i din Hu
de gamle Erindringer tindre.
Saa kom da frem med den kjære Skat,
jeg synes, at Minder skjønne
fast bryde de blinde Øjnes Nat
og gjør dem saa klare og kjønne.