Her kjender jeg hver Hasselbusk
hver Æl hist ved Bækkens Rand,
men naar mit Øje møder dem,
det græde maa paastand.
Her gav han mig det første Kys,
mig kaldte sin Pigelil,
her favned jeg ham sidste Gang,
— Smaablomster lo dertil.
Her vented jeg hver Aftenstund,
mens Aftenklokkerne lød,
her saa han mig i Øjet vist
og tog mig paa sit Skjød.
Her sidder jeg hver Aften end,
mens Taaren den rinder strid,
mit Øje spejder trindtomkring
den hele lange Tid.
Og stundom er det, som jeg sér
ham komme ad vante Sti,
men det er kun af Engens Damp
et listigt Gjøgleri.
Saa tykkes mig, jeg hører Trin, —
jeg farer fra Stubben op;
da er det kun en Snog, som lumsk
i Løvet snoer sin Krop.
Snig, sorte Mørke, dig kun frem!
dræb Lysets det sidste Skin!
Træd, onde Minde, mig kun ned
med dine tunge Trin!
Flyv Suk, flyv langt i Skoven ud,
flyv om uden Maal og Méd,
tril Taare, tril saa sagtelig
paa grønne Mosbund ned.
List draabevis dig ikkun frem,
min Smertes rugende Last!
thi brød du ret paa éngang ud,
jeg troer mit Hjerte brast. —