Hvem vanker saa ene i Midnattens Stund
i Maaneskin i den dunkle Lund?
Han er indhyllet i Kappen tæt,
og Fjerbusk vajer fra hans Baret.
Det er den Sanger, som ellers staaer
og synger til Harpen i Kongens Gaard;
før var han saa lystig, før var han saa fro,
men nu har aldrig hans Tanke Ro.
For Kvadet, som lød i den høje Hal,
den Konge hædred saa vel sin Skjald;
han gav ham Skarlagenskappen fin
og lod ham drikke den klare Vin.
Dog lyder saa sørgeligt nu hans Kvad,
det er som hans Bryst skulde skilles ad;
men Ingen i Kongens hele Borg
han tør fortælle sin dulgte Sorg.
Men Taaren, som standser ved Øjets Dør,
den svøber sig snildt i Sangens Slør,
og perler saa sagte i Toners Strøm,
der suser om Sangerens Hjertedrøm.
Hvo møder den Sanger i tause Nat?
Hvi studser, hvi standser han Gangen brat?
Han sér en Kvinde saa favr og fin,
med Kaaben bræmmet med Hermelin.
Det er den unge Prindsesse; hun staaer
i Borgen som Rosen i Urtegaard;
hun er saa let som den unge Raa,
de Øjne er som Kjærminden blaa.
Og Røsten klinger som Nattergalsang
alt under Hækkens dæmrende Hang,
de lyse Fletningers guldblanke Gjord
om Kindens røde Roser sig snoer.
Hun lytted, naar Sangeren Harpen slog,
men skjulte sig helsk i en dunkel Krog;
slet Ingen i Borgen hun turde betro,
at hun havde mistet sit Hjertes Ro.
Naar Kvadet fra Sangerens Harpe lød,
da blev Prindsessen om Kinden saa rød,
og Øiet, som sænktes mod Gulvets Fjæl,
det tindred lig Stjernen i Vinterkvæld.
... Der staae de begge; — og Maanen sér
fra Skyen paa dem, og Stjernen lèr;
da fanger den Skjald saa dristigt et Mod,
han kaster sig ned for Prindsessens Fod:
„Og hør du Kongedatter saa prud!
vil du vel være en Sangers Brud?
jeg er saa ringe og fattig en Mand,
jeg ejer ej Borg, jeg ejer ej Land.”
„Og ejer du hverken Land eller Guld,
jeg vil dog være dig tro og huld,
naar blot jeg stedse maa lytte til
dit liflige Kvad og dit Strængespil.”
Saa vandred de Tvende i Verden ud;
den Kongemø blev den Sangers Brud,
hun savned slet ikke Kronens Pryd,
naar blot hun hørte hans Stemmes Lyd.
Hun brød sig ej om, at susende Vind
de Lokker hvirvler om hendes Kind;
hun brød sig ej om, at hun bytte maa
tidt Engens Bund for de Bolstre blaa.
Hans Sange bygged for hende op
et Slot, som knejste mod Stjernetop;
hvad drømt hun havde i dunkle Kvæld,
lyslevende blev i de Sanges Væld.