Lad nu Latteren, lad Sangen skralde!
ringl med Glassene og tramp med Fod!
Dræb al Aand og Sjæl og vis nu Alle,
at Jert Liv i Dyriskhed har Rod.
Sjælens Aandedræt er Angstens Krampe,
Aandens Liv er smerterige Kampe,
Glæden trives kun i Kjød og Blod!
Aurélie, min smægtende Actrice!
Gud skal vide, du er uden Aand,
frodige, junoniske Louise,
du, som aldrig kjendte Dydens Baand!
Kom herhen og sæt Jer ved min Side,
drik, til under Bordet ned I glide,
løs kun op det stramme Klædebon!
Men jeg synes, at I blive bange,
mine Gjæster! frygt ei, jeg er fuld!
Derfor har jeg Lyst til Smædesange
over Meneskenes lumpne Kuld.
Er de ikke nogle usle Stakler?
Altid mellem Kjød og Aand de vakler,
tør ei grave efter Livets Guld.
Skjønne! min Filosofi Jer kjeder,
I har Ret — nu sæt Jer paa mit Skjød
jeg skal tæt og fast omslynge Eder,
kysse Jer paa Kind og Læbe rød.
Hver af Eders Ynder skal jeg hylde,
Eders Glas op over Randen fylde,
drik, saa høit kan blusse Livets Glød!
Bacchosfest vi vil iaften feire,
krands med Roser vore Skjønnes Lok!
Herrer fra Journalistikens Leire,
I er Fauners og Satyrers Flok!
Hos min ædle, alderstegne Lærer
en Seilenoskrop jeg sønlig ærer;
af Mænader har vi mer end nok.
Seer I! Rosenskyer sig mod mig sænke,
seer I en Gudinde blandt dem staae,
trindt ombølget af en pragtfuld Lænke,
slynget huldt af Amoriner smaa?
See — bag Skyen blinke klare Luer ...
... Ha! — det er Madonna, som jeg skuer!
Bort I Skjøger! Skam og Spot Jer slaae!
Skam og Spot mig ramme fremfor Alle!
her en Løgner, Apostat I seer!
Hulde Billed! vil du end mig kalde
did, hvor der er ingen Pine meer?
Er der Frelse ud fra Helveds Hule?
Vil ei Naadens Aasyn evig skjule
sig for Sjælen, slængt i Dynd og Ler?
Vil du vise dig i mine Drømme,
som da jeg i Cellen sov paa Straa?
tale til mig med de Ord saa ømme,
klare op med Glands den mørke Vraa?
Læge Saarene, som Dagen slog mig,
naar den onde Fristelse betog mig,
pege op mod Ætherhimlens Blaa?
Hellige Madonna, mildt du vinker!
vinker op mig til din Straalevei.
Himmelsk Skjønhed i dit Øie blinker;
... vee mig — vee mig! det er ikke dig.
Gøglebilleder min Sjæl vil skrække —
Mariquita bryder Gravens Dække —
det er hende der, som kalder mig!«
Som i Vanvid griber han Pokalen,
slynger den med Kraft mod Væggen hen,
rasende han farer om i Salen;
døsigt gloe paa ham de drukne Mænd.
Herrer, Damer sig af Stuen stjæler,
mens den Ene til den Anden mæler:
»Han var rædsom fuld, den gode Ven!«