»Hvi er du taus, hvi er du mørk,
hvi rynker du dit Bryn?
Hvi gaaer dit Blik ustadigt om
og fæstner ei sit Syn?
Det var, som var du ei hos mig,
din egen Pigelil,
det var, som eied ei din Hu
en Hjemstavn at tye til.«
Tilgiv min Hu, min lille Ven!
den har en Vane slem
at flakke om saa vidt og bredt;
den er ei vant til Hjem.
Men nu er jeg igjen hos dig
og det af Hjertens Grund,
nu kan du himle fast mit Sind
ved Ordet fra din Mund.
»Hvi var uroligt da dit Sind.
da dog forvist du veed,
der altid kjærligt for det staaer
et Hvilested bered?
Endskjøndt du taug, jeg mærked godt
mod Kjærlighedens Sands,
der skurred nylig gjennem dig
saa skarp en Dissonants.«
Ja vist, saa skarp en Dissonnnts
mig nys igjennemskar;
en Efterklang af gammel Strid
mig gjennembævet har.
I Lag, som dækked gamle Saar,
Erindring rev en Rift,
og onde Minders Spøgelsblik
betragted mig saa stift.
»O man dem bort, o man dem bort,
de onde Minders Hær!
Sig smelter ikke deres Is
for Foraarssolens Skjær?
Og døves ikke deres Skrig
af Fremtidssyners Sang?
og maa det ikke drukne brat
i Elskovs Harpeklang?
Jo vist de døe vel nok engang
og smelter evigt hen,
du vækker nok mit gamle Mod
til Liv, min lille Ven!
Men længe ryster Luftens Hav
i Bølgesittring svag,
naar det har været slaaet af
de stærke Klokkeslag.