Om ei der er indrømmet
i nogen lærd Ethik
en Plads for Herredømmet,
som Elskovsguden fik,
saa har dog Livet faktisk
i hver en Himmelegn
bevist, at for ham praktisk
sig bøier Præst som Degn.
Med Vaarens Pust han lister
sig skjult i Brystet ind,
til dristig Spas han frister
saa mangt et ærbart Sind.
Han tvinger os at kaste
den Bog med Mug og Støv
og ud i Skoven haste
og hvile under Løv.
Men hvis i den Anledning
man vil bebreide ham,
at han dog er en Hedning
og gjør en Geistlig Skam,
saa vil han svare listigt:
Jeg har ei Konfession,
jeg mig bekjender dristigt
til hver Religion.
Naar Tidens Bølger brede
har rullet mangt et Aar,
naar lig en Storkerede
er fuld den Præstegaard,
gid Eros end maa flagre
om Præsten og hans Viv
og væve Tanker fagre
hver Dag i deres Liv.
Selv om det saa skal tegne
til lav Kapitelspris,
til grundtvigianske Degne
og Uheld med en Gris,
skal dog i Præstens Stue,
trods Sorg og Slid og Aar,
end Ungdomsmodet lue
smukt under hvide Haar.