Spil igjen de gamle Melodier,
dem, du spilled i vor Ungdoms Tid,
fra hver Byrde de min Sjæl befrier,
gjør, at hver en Mislyd i mig tier,
spil igjen de gamle Melodier
fra vor gode, glade Ungdomstid.
Løfter klang engang i disse Toner,
Løfter, som vel Tiden slet har holdt,
Haab, der visned brat som Lilliers Kroner,
men de Sange mig med Alt forsoner,
der er Kraft i disse gamle Toner,
Hjertet ei ved dem kan blive koldt.
Verdens Bølger brused om os vilde,
disharmonisk skurred deres Røst.
O — men grib et Øieblik — et stille
til at anslaae disse Toner milde,
friske Vover fra en Ungdomskilde
skylle kvægende omkring mit Bryst.
Det er Grunkakkorderne, der skulde
gjennemklinget hver en Livets Stund,
som sig løfte nu i Livets fulde
Kraft og tryller Vinter, Død og Kulde
om til Foraarstidens unge, hulde
Løvspringspragt og Fuglesang i Lund.
O — saa spil de gamle Melodier,
dem, du spilled i vor Ungdoms Tid!
Lad dem følge os paa trange Stier,
tone frem, naar Stormens Stemme tier,
spil igjen de gamle Melodier
fra vor gode, stille Ungdomstid!