Etatsraaden drager fra Gilde;
— det stod for en Jubilar —
paa Skydebanen Champagnen
massevis strømmet har.
Der var saamænd Nogle, som paastod,
Etatsraaden var noget ør,
han holdt sig dog ligesaa værdig,
alvorlig og net som før.
Trøstigt ad Veien han styrer;
— den gik over Vesterbro —
men underligt, døsigt, fantastisk
de Gaslygter paa ham glo.
De hopped og dirred og dandsed
med Svaien og Neien saa sær,
Alt havde som tabt Balancen
lige til Huse og Træer.
Selv Frihedsstøtten, som ellers
har saa adstadigt et Præg,
saae ud for Etatsraadens Øie
som var den med i den Leg.
Etatsraaden tog sig til Panden:
„Er Vesterbro bleven gal?
Den teer sig underlig fjantet,
som havde den en Perial.”
En dunkel Erindring opdukked
og gav ham af Trøst et Stænk:
at hist i de smaa Alleer
stod en eller anden Bænk.
Imellem de dandsende Træer,
imellem de hoppende Blus
han naaede did og sig troede
i Ly for gjøglende Puds.
Og ned imod Bænkens Planke
han faldt saa tungt som en Sæk,
men føler sig greben om Livet
og stivner i panisk Skræk.
En Stemme, som minded ham ganske
om Støttens i Don Juan,
i Nattens bundløse Stilhed
hæst ham imøde klang:
„Jeg drømte om funklende Øine,
jeg drømte om skummende Vin;
nu vækkes jeg op af et natligt
hjemdrivende Kneipesvin.”
Etatsraaden kom til sin Samling:
„Naa, naa, vær ikke saa grov;
jeg kunde jo slet ikke vide,
der sad en Herre og sov.”
Ved Lygteskjæret han skimted
et Skjæg, saa struttende, bredt,
to Øine klare og brune,
et Ansigt blussende hedt.
En Haand faldt ned paa hans Skulder
„Ho, ho, min Fa’er! er det Dig?
Dig vented jeg aldrig at træffe
undtagen paa Dydens Vei.”
Etatsraaden studsed forbauset,
og lidt tilbage han foer;
han søgte at fæste Foden
haardt mod den usikkre Jord.
Han famled efter en Holdning,
som kunde indgyde Respekt;
han mærked, han havde at gjøre
med et forfaldent Subjekt.
Da lød det: „Kjender du ikke
din gamle Kontubernal?” —
„Min Gud — er det dig? — jeg troede,
at længst du var bleven gal.”
— „Det er saamænd meget muligt,
men nu er vi ens omtrent,
vi svømme broderligt sammen
i Fuldskabens Element. —
Naa — fra Kancelliets røde
store og skumle Hus
du lister dig ud paa Broen
og drikker en ærlig Rus,
og dyrker andægtig i Løndom
som Mystos den herlige Gud
og skyller din tørre Gane
for muggent Kontorstøv ud?
Kom — Ingen inat dig kjender
kom med til et herligt Lag,
hvis lystige Fest først ender,
naar atter det gryer ad Dag.
Saml Ungdommen i dig sammen,
glem Vrøvl og Embed og Kang,
vi Alle skal puste til Flammen
med mangen en gammel Sang.
O husk paa de svundne Tider,
paa Vaarens spirende Pragt,
paa Hjerteslaget det unge,
der stod med det Bedste i Pagt,
husk paa de lindrende Taarer,
der var som Morgenens Dug,
husk paa, hvor hver Ven var munter,
hvor hver en Pige var smuk.”
Etatsraaden rysted paa Hodet,
han kunde sig selv ei forstaae,
det var som i Clairvoyance
sin Dobbeltgænger han saae,
der svæved luftigt forhi ham
som seilende paa en Sky,
selv kan han neppe sig røre;
hans Fødder er tunge som Bly.
Hans Hjernetraade sig filtre
sammen som speget Traad:
„O hvem der nu turde være
lystig, forsoren og kaad!
Jeg bryder mig ikke det Mindste
om denne Etatsraadsrang;
men — jeg er dog altid Chef for
tredie Departement."
Fast uden han selv det mærked,
han fulgte den Andens Fjed,
og ud ad Vesterbrogade
de blideligt seilende gled.
Den Fremmede endelig standsed
og aabned en Gadedør,
de gik gjennem lange Gange
i Mørkets ravnsorte Slør;
saa over en Gaard og en Have,
hvor Foden i Sne slog Sjap:
„Nu skal du til at begynde,
min gamle Ven, hvor du slap.”
Med Skodder for begge Vindver
et lille Havehus laa.
Den Fremmede hanked — man aabned
og Lys Etatsraaden saae.
Der sad i den lave Stue
omkring det aflange Bord
en halv Snes halvgamle Fyre,
som op nu med Hurra foer.
For begge de nye Gjæster
de gjorde saa høfligt Plads
og svang i Luften om Ho’det
de svinglende fulde Glas.
„Jeg bringer Jer her en Broder,
som ikke blev Renegat,
min gamle Ven fra Regentsen,
en brav og tro Kammerat.
Han avancerede mægtigt
ved Slid i Kontorernes Vraaer,
men svigted ikke den unge
Gud med Vinløv om Haar.
Høit leve hver Sjæl, der tørster
i denne vinløse Ørk,
hvert Øie, som speidende søger
Lyset i Natten mørk,
hvert Hjerte, som har bevaret
den evige Ungdoms Gnist,
hvert Sind, som ingen Slags Skjæbne
i Længden kan gjøre trist!
En gik ad undas i Elskov,
hans Tankers Dronning ham sveg;
En leged med Tid og Kræfter
en altfor hensynsløs Leg;
En troede paa Favntag af Musen,
men krysted den vaade Sky,
dog smidig som Tjørnegrenen
sprang Aanden iveiret paany.
Der er dog saameget Prægtigt
paa denne rullende Jord,
der groer for hvert Trin, vi gjøre,
Smaablomster i broget Flor.
Af Solens Glimten paa Vandet,
af Skyggens Bæven paa Blad,
af alle de flygtige Glæder,
der svæve forbi paa Rad,
af hvert et tryllende Øie,
som bar os fanget engang,
af Ekko, der døende flygter,
af Ungdommens Jubelsang,
af hvert et duftende Minde
fra Fortidens rige Aar
saa fyldig en Krands vi binde
og slynge den om vort Haar.
Af Vinens perlende røde
Draaber den vandes maa,
da dølge de fugtige Blade
Lokkerne tynde og graa.
Nu skal I stemme i Sangen
— I gamle Krigeres Trop —
i Toner, som flagrende stræbe,
fra Sneen mod Stjernen op.
Her ser I nu min Etatsraad
— ei sandt hel sjælden en Fugl? —
inat hen flagred saa listigt
ud fra sit dølgende Skjul.”
„Aa —” lød det fra alle Sider —
„det er jo Juristen Strøm,
i sin Tid Helt ved et Bæger,
en Elsker farlig og øm.”
Nu fæsted Etatsraaden Blikket
skarpt paa den glade Kreds
og mindedes fra sin Ungdom
hele den halve Snes.
Samtidige vare de Fleste,
Høiskolens lovende Skud,
men vidt fra de slagne Veie
vare de skeiede ud.
Tre Timelærere var der,
saa kom en Toldassistent,
saa En, der var Noget i Banken
saa En, der var Gadebetjent;
En eied en Kro paa Landet,
En havde slet ingen Stand,
En var Billetteur ved „Banen,”
og En var Brændevinsmand.
Dog lufted ham Noget imøde,
som ei var simpelt og lavt,
han skued i hvert et Ansigt
noget saa Trofast og Bravt,
en Tro paa det Bedste i Livet,
et stille drømmende Haab,
der ei havde lidt det Mindste
ved Tidens kjølende Daab.
Historier lød nu i Masse
— en Mindernes Krønikeskrift —
om Dands under Skovens Kroner
og dristig Nattebedrift;
ad Piger, der havde dem narret,
de tidt gjennem Taarer lo,
thi henover Skuffelsens Vemod
bygged de Sangens Bro.
„De fleste blandt os har fundet,”
tog endelig En til Ord,
„et temmelig tarveligt Stade
paa Markedspladsen paa Jord.
Men leve det lette, det lyse,
det frie, det freidige Sind,
der samler os her om Glasset
ved Lysepraasenes Skin.
Vi samles kun enkelte Gange,
ellers vi passe vort Kram
og traske Hver sine Veie
taalmodig, stille og tam.
Engang om Sommeren Skoven
skuer den lystige Sværm,
om Vinteren yder vor lille
Kneipe os Ly og Skjærm.”
Man skiltes. Etatsraaden finder
med Møie sit pæne Hjem,
paa Sokker forsigtigt han listed
til Sovekamret sig frem.
Hans Frue, begravet i Dyner,
ham hilste med Snorken der,
— saa trak han Klæderne af sig
endskjøndt med en Del Besvær.
Man siger, at næste Dagen,
da han paa Kontoret sad,
han længe, hyllet i Tanker,
ei skrev paa Papirets Blad;
at kjættersk han løfted paa Skuldren,
at spodsk sig hans Mund fortrak,
da han i Akterne læste
den lange grundige Snak.
Der siges fremdeles, han listed
enkelte Gange sig bort;
hvorhen — fik Ingen at vide,
og Gjætningen kom tilkort,
men længe derefter var han
ret i et prægtigt Humeur
og gnaved og snærred ikke
ad Kone og Børn som før.
Kontoret præcist han passed,
dog sagde Ministeren tidt,
at Stilen i Embedsbreve
han gav vist for flot et Snit.
Fuldmægtigen vendte sig stundom
lønligt om paa sin Stol.
og hvisked til Kancellisten:
„Han bliver mig vel frivol.”