Man kalder dig Fornægter,
En som paa Intet troer,
naar vildt du slaaer og fægter
med Himmel og med Jord.
Men jeg kan i din Stemme
høre en Vemod dulgt,
et Minde, du vil glemme,
som stedse har dig fulgt.
Det dæmpet mod mig klinger
hos dig til hver en Tid,
og ei du det betvinger
ved alt dit hvasse Vid.
Tidt, naar du spotter gruligt,
mumler din Sjæl en Bøn —
Hvem veed — det var jo muligt,
at den blev hørt iløn.
En saaret Sjæl, som lider,
Helbredelse vil faae,
en Aand, som tappert strider,
maa dog vel Freden naae.
Men du, som dvask bekræfted
hver officiel Plakat,
som man paa Porten hæfted
i Kirke som i Stat,
du altid er saa færdig
til positive Svar,
saa alvorsfuld, saa værdig
saa triviel — og klar.
Den monotone Præken,
der gaaer saa færdig ned
ad Stolpen — opad Væggen
i salig Søvnighed —
den gjemmer ingen Higen
og intet Hjerte stort,
den minder ei om Stigen
til Himmeriges Port.
Du troer, at du har naaet
til Havets dybe Grund,
naar du har rolig staaet
paa Badekassens Bund.