See, hvor Solen saa sagtelig glider;
alt paa Daglarmen Aftenen tysser,
see hvor Frugttræet Blomster neddrysser,
mens det dirrer i bølgende Luft.
Og de svulmende Snepyramider
blandt Kastanietræers kraftige Blade
i den rødlige Tone sig bade,
Duggen krydrer alt Blomsternes Duft.
Gyldne Bræmmer om Bladene blinker,
som de deiligste Frugter og Druer
Farvepragten i Vesthimlen luer,
der er Festblus paa Synskredsens Kyst!
Mildt den frodige Sommer os vinker
med sin Fylde af Lys og af Varme,
lad os styrte os ned i dens Arme,
lad os trykke os tæt til dens Bryst!
Her er Sted for de fyldte Pokaler,
her er Sted for de Piger saa fagre,
Lueblikke og Lokker, som flagre,
for hver stærk og betagende Magt!
Her er Sted for bakkhantiske Taler,
for de rungende Festdithyramber,
lad os synge, mens Foden den stamper
anapæstisk den kraftige Takt!
Tys! — et Øieblik ville vi lytte,
høre Ekko vor Jubel at laane
og heruset bag Høiene daane
drukne saligt i Lufthavets Strøm.
Skal med Rædsel vor Glæde vi bytte?
Hør hvor hult, hvor fortvivlet det sukked!
som om ned i en Afgrund det dukked,
hvor alt Liv veires hen som en Drøm.
Det er Dødssukket af vore Toner,
det er Glæden, som mattes og synker,
det er Kraften, som svindende klynker,
det er Trusel om Kulde og Død!
De skal visne de blomstrende Kroner,
graadig Døden al Livet skal arve,
den skal falme, hver straalende Farve,
snart til Is vorder Hjerternes Glød.