Som Dantes Harpeklang fra Syd
udover Verden bruste
med Røst som mange Vandes Lyd,
naar de i Stormveir suste —
Birgittes Ord fra Norden kom
og stævned Roma selv for Dom,
men trøsted Hjerter knuste.
Paa Trillingthronen sad paa Vagt
med Vælde Fru Margrethe
— den høie Dronnings Herskermagt
udover Nord sig bredte —
hun grebes af Birgittes Tro,
og for de bange Sjæle Bo
bag Skoven hun beredte.
Hvor Sankt Birgittes Kloster stod
med sine brede Piller,
hvor Søen hen mod Kirkens Fod
sin Vove langsomt triller,
i Vindens Sus i Klosterlund,
i Bølgens Suk ved Aftenstund
den svundne Old end spiller.
Med Munkes Nonners Stemme lød
udi den lyse Kirke,
thi Sankt Birgitte Brødre bød
med Søstre fromt at virke;
fra dobbelt Kor de Toner svang
med Fugleflugt fra hvælvet Gang
sig ud blandt Havens Birke.
Ja, i de fjerne Tiders Færd
sig Sjælen her maa vugge:
da Nonnen sad i Aftenskjær
i Bøn bag Klosterglugge
og læste i Birgittes Bog
det sælsom-høie Orgelsprog
og dybe Hjertesukke;
da Borgen paa den lille Ø
stod stærk bag Ringmurskrandsen,
og Jægerhornets Klang paa Sø
sprang høit i Ekkodandsen,
da Borge rundt paa Søens Kyst
udsendte Svende tidt til Dyst
med Sværdet og med Landsen.
End risler over flade Kyst
den tunge, gule Vove —
hvor er der fredeligt og tyst
i disse tætte Skove!
Til Sjælely det Sted er skabt,
til Fund af Fred, i Verden tabt,
mens Livets Længsler sove.