Der var en Mand, der nød saa stort et Ry
for den Godgjørenhed en gros, han øved,
Den var saa mange Gange bleven prøvet,
naar der blev bygget op en Kirke ny,
og naar der milde Stiftelser blev grundet
især for Damer af „den bedre Stand”,
hvem Skæbnens Ugunst ikke havde undet
den blide Trøst: at faa en Ægtemand.
Bagtalelsen dog ej ham havde skaant;
man paastod, han var naaet til Millionen
ved først at sælge til en Greve Konen;
at saa til Smaafolk ud han havde laant
en Specie for en Mark i Maanedsrente;
at Svendene, der fordum hos ham tjente
— oprindelig var Millionæren Drejer —
for deres Løn laa med ham i Proces;
men naar en Mand i Livet vinder Sejer,
han bære kan Bagtalelsernes Læs.
Vist er det, Penge havde han som Græs.
— Den samme Mand var baade from og klog;
To Gange gik i Kirke han ved Fester
bestandig med en luslidt Salmebog:
og da han havde prøvet Byens Præster,
saa overvejed nøje han sit Valg
med samme Omhu, som et Benudsalg
han valgte, den Gang han var Drejermester.
Han holdt sig endelig til den, om hvem
der mentes — hvis han ej var rent uheldig —
at han til Biskop vilde rykke frem,
naar Bispen døde, der var højst affældig.
Vor Helt nu vilde gjøre Prøve paa,
om mulig denne Mand, der selv var kommen
af fattig Folk, ej vilde aabne Lommen,
om ej af anden Grund, saa for at faa
endnu en Gang sit store Ry bekræftet.
Han traf ham syg, til Lænestolen heftet:
en Sirtses Slaabrok trangt om Kroppen laa,
men foran ham var bredt paa tvende Stole
en Klædes Frakke og en dito Kjole;
i begges Knaphul Ridderbaandet sad.
Det var en lille Mand. Mistænksomt, bange
først plirede hans Rotteøjne graa;
derpaa de fik et Udtryk, som han bad
med barnlig Underdanighed den Lange:
Aa vil De ikke nok la’ vær’ at slaa!
Men da vor Helt sit Ærind havde bragt,
og Millionæren lugted, at der ikke
bag ved det Hele stod en Ring, en Klike,
saa blev hans Holdning mere uforsagt.
Han slog sin gamle Slaabrok lidt til Side,
stak Muldvarpnæsen op mod Loftet flot,
slog ud med Haanden, mens han brummed: „Godt,
om otte Dage skal De faa at vide,
om jeg kan gjøre Noget. Gaa nu blot!”
Hvor følte Krage sine Fingre klø!
Han havde gjerne slaaet ham i Synet,
men modstod Kløen, rynkede kun Brynet
og sagde: „Inden den Tid kan De dø.” —
Den Gamle blev aldeles askegraa,
thi Staklen pintes altid af en lønlig
og kvalfuld Angst for Dødens Stund at naa.
Han tyssede paa Krage næsten bønlig:
„Fy — fy — saadanne maa De ikke spaa!
Kanske jeg kan .... Hvad var det nu, De hed?
Hvad sa’ De? .... Søn af Prokurator Krage?
Og Deres Fader bliver ikke vred,
naar saadan uden videre De vil Dem
slaa sammen med en Haandværkssvendebande?
Saa kjender Deres Fader ikke til dem;
det er det værste Rak i Verdens Lande!”
Her rødmed Hidsigheden lidt hans Kind
og fik i Dirren sat den visne Læbe;
men Krage faldt med Smil i Talen ind
og sagde: „Desto mere bør man stræbe
af alle Kræfter at forædle Racen;
det vil jo jeg.” — „Men det skal De la’ vær’,”
fòr hidsigt op den gamle Millionær;
„De gjor kun Svenden til et større Asen.
Jo mer De lærer ham at spekulere,
des mer han træder Mesteren paa Tæ’r
og vil ham med Processer chikanere.”
Taalmodigheden just for Krage brast,
og han var lige ved at fare op;
da banked det paa Døren kort og fast:
Theologiæ Doctor, Stiftsprovst Top
sig viser med sin høje, smalle Krop.
Som var han hjemme, myndig ind han triner,
gav Krage kun et Øjekast paa Sned;
den Gamle røg med Lejetjener miner
fra Stolen op og rykked frem en anden
til Sæde for hans Højærværdighed,
der selvbevidst og myndig rynked Panden
og lod sig trygt i Stolen glide ned.
— „Hør, gode Hr. Etatsraad” — saa han taler —
„Andreaskirken mangler end et Spir,
samt Altertavle, Vindfløj. Men De gi’r
os vel igjen en fire tusind Daler ?”
Den Gamle som i Mavekneb sig vred,
saâ ud, som han var lige ved at græde,
men sagde, dukkende sit Hoved ned:
„Jo, Deres Højærværdighed, med Glæde!”
Da sagde Krage: „Undskyld, at jeg spørger —
den nye Kirkebygning, for hvis Gavn
Hr. Provsten og saa Mange ivrig sørger,
den skal jo bære St. Andreas’ Navn?”
— „Vist skal den det.” — „Var ikke denne Mand,
da Kristus ham Apostelnavnet skjænkte,
en fattig Fisker og af ringe Stand ?”
— Vist var han saa.” — „Og tror De ikke, han
har følt for dem, der savnede og trængte?”
— „Jo, det forstaar sig.” — „Og saa vidt jeg véd,
han paa et Kors endogsaa Døden led.”
— „Ja, om han kronedes med Martyrglorien,
da Herrens Aand til Skytherne ham sendte,
det vides ikke sikkert af Historien,
men allenfals er det en from Legende.”
— „Nu vel! Ifald man spurgte St. Andreas:
Hvad vil Du helst? En Kirke, paa hvis Væg
staar malt Jesajas, Jonas og Hoseas
med Guldmorsbispekaaber, lange Skjæg,
med gothisk Spir med gylden Hane paa,
med Sølverstjerner i en Hvælving blaa?
Hvad eller at man hjælper ind i Havn
en Haandfuld Mennesker, der ellers kunde
ved dyb Uvidenhed, ved Tryk og Savn
for Tidens Kastevinde gaa til Grunde?
Hvad vilde mon Apostlen svart dertil ?”
— „Den Mand har sikkert vidst, hvad der var passende,
og en Apostel aldrig svare vil
paa Spørgsmaal, der er, mildest talt, anmassende.”
— „Det Passende! En stolt Kategori
for dem, som paastaar, at de tjener i
hans Legion, hvis Ord hin Stund paa Bjerget,
trods deres smeltende og bløde Klang,
har knækket som et Rør hin Lansestang
med Ørnen paa, hvis Kløer Verden hærged.
Og Sønnen af en jødisk Tømmermand
har vristet ud af Romas Hænder Værget
blot ved at love dem, der under Graad
som Slaver led og sled i Skyggedalen,
en evig Herlighed i Himmelsalen,
mens selv med Skjøger, Toldere han aad.
Men han har ringet stærkt for deres Øren,
der mæsked sig som Svin i Møllegaard,
imedens Lazarus laa syg ved Døren,
hvor Hundene kun slikkede hans Saar.
Ej Guld og Sølv han loved sine Venner
og ej paa Fløjelspuder Hvilens Ro:
Den største af Jer er de Andres Tjener,
og I skal ikke eje Stav, ej Sko!
Ja, han var exalteret! Ganske vist!
Og vor Tid vilde have fældet Dommen
omtrent som hans: En slig Idealist,
der trommer Pøblen sammen om sin Fane,
maa Ordnens Venner hænge op tilsidst.
... Dog nej — han var paa Ladegaarden kommen,
vi er dog blevne noget mer humane!”
Her standsed han med Latter ... ad sig selv:
ad hin Naivetet, der Ordets Elv
lod fuse ud med slig pathetisk Buldren,
hvor kun det Rette var et Træk paa Skuldren.
Thi Provsten meget ligegyldig sad
og saâ mod Loftet op og stanged Tanden;
han tænkte kun: „Den Fyr har tabt Forstanden,
den hele Lektie kan jeg uden ad.
Det er en gammel vel kjendt Hæresi;
fra Tid til Tid den blusser op med Vælde;
den gamle og den ny Theologi
har Modbeviser nok til den at fælde.” —
Den Gamle havde knap et Ord forstaaet,
for den Slags Tanker lukket var hans Hjerne;
et uklart Indtryk var dog til den naaet,
at Krage vilde Provsten lidt til Livs.
Han tænkte: „Lad dem bare slaas og riv’s,
for nogle Stryg jeg under Provsten gjerne.”
Hans strænge Aag han følte som et Tryk,
der krummed mer hans alt saa krumme Ryg;
og havde han ej troet af ganske Sind,
at Provsten vel var Mand for ham at liste
ved lidt Diplomatik i Himlen ind,
han havde ladet sig til Oprør friste.
Men ind i Himlen vilde han. Blandt Massen
af Præster stod dog denne bedst ham an;
i Medfør af sin Stilling havde han
de sikreste Forbindelser paa Pladsen.
Provsten og Krage paa hinanden saâ:
Den Første stod saa myndig og saa fast
som paa sin egen Mødding Gaardens Hane;
den Sidste mærked, at det Lansekast,
han gjorde nys, forfejled rent sin Bane;
derfor beslutted han sig til at gaa.
Andreaskirken knejser nu med Spir
højt over Taarnets Gavl med Trappetakker;
paa Spidsen Hanen med Forgyldning vakker
om hver en Vindforandring Kundskab gi’r.
Og Altertavlen — derom er man enig —
er til Opbyggelse for hver en From.
En Søstersøn af Provsten har i Rom
den kopieret efter Guido Reni.
Den Gamle hviler nu i Jordens Skjød,
og Vedbendranker om hans Gravhøj kravle,
og ikke lang Tid efter han var død,
blev i den nye Kirkes Kor en Tavle
af Marmor til hans Minde muret ind.
Det forudsættes der af Inskriptionen,
at han i Himlen gdæder sig ved Kronen
for from Velgjørenhed og kristent Sind.