Udslidte, gjennemfrosne og forvaagede,
prisgivne til den barske Himmels Magt,
fast uden Søvn og Ro at have smagt
i otte Dage, sé vi paa den taagede,
sludfulde Vinterdag paa Forpostvagt
Studenten og den unge Krage sammen.
Ak, hvor forandret var den Første dog!
Fra Kinderne var flygtet Sundhedsflammen,
og bag de røde, svulne Øjenlaag
som matte Lygter døsede hans Øjne.
— Sit klamme, blaagraa Hylster Taagen slog
henover Flader, snebedækte, nøgne,
og i den dumpe Stilhed hørte man
fra Sliens Fjord en Klang som matte Klokker,
naar, svømmende, i Drift paa Strømmens Vand
imod hverandre tørned Isens Brokker.
De to Soldater stode længe der
saa tavse, som det sømmer sig Vedetter;
de rystede de dryppende Kaskjetter,
og tørred Løbet hver paa sit Gevær.
Den unge Krage, hvis robuste Krop
ej af Strabadserne endnu var mattet,
var rigtignok ej aandigt løftet op,
men resigneret — stille, rolig, fattet.
Han grunded paa, hvor Tiden dog var rig
paa hver en Art af Floskel og af Frase;
han havde hørt Poeter lyrisk rase,
Ordflomme ud fra Rhetorlunger brase
om Thyras Vold, vort Klippeværn i Krig.
Hvor skjørt det var, han vidste endnu ikke,
men det var klart, Soldaten ej holdt ud
i mange Nætter uden Tag at ligge
paa Mark for alle Himlens Vinde aaben,
og staa paa evig Vagt i Frost og Slud
med maadelige Klæder, tunge Vaaben.
Han var saa ondskabsfuld at ønske, at
en af de Herrer, som saa kjønt kan tale
og Krigerstandens Lykke herligt male,
blev stillet her paa Post en Vinternat:
„Mon da han vil som Hejmdals Hane gale?”
Vor Ven blev op af sine Tanker vækket
— fra Sidemanden lød saa dybt et Suk —
han vendte sig imod ham, halvt forskrækket:
der stod han som en Pige, ung og smuk,
med store Taarer paa de hvide Kinder.
„Jeg holder det ej ud,” hans Stemme lød,
„mon det er Vejen op til Ærens Tinder,
Dag efter Dag uvirksom her at staa?
Jeg havde troet, vi skulde vældigt stride
som Fortids Helte, ved hinandens Side,
som Daniel Rantzaus Mænd ved Svarteraa.
Jeg havde tænkt, at hellig Alvor gjemtes
i hver en Danekæmpers rene Bryst;
at andagtsfuld han gik til Stridens Dyst,
som Søndag Morgen, naar fra Taarnet klemtes,
de Troende ad Kirkestien vanke,
men i den Færd, som trindt omkring jeg sér,
jeg sporer ikke en andægtig Tanke.
Som vilde Dyr sig næsten Alle ter,
man hører Eder, liderlige Sange,
oplever Ting, hvorved man bliver bange,
og Den, der dadler Sligt, man kaad beler.
Jeg saâ — af Harm sig Hjertet i mig vender —
i Aftes to Soldater — danske Mænd,
der til en Bondegaard var listet hen,
at stjæle — ja, at stjæle to Par Ænder.”
— Den unge Krage svared: „Kjære Ven,
Krig er det mindst Moralske, som jeg kjender;
slyng ud mod den Din ethisk-strænge Dom;
dens blotte Existens er Vidne om,
hvad Jordens Herrer dog i Grunden ere:
en Rovdyrslægt, der tæmmes for en Stund,
ved Baand og Bast dresseres som en Hund
og kan en Hoben skjønne Kunster lære;
men hids den ud paa Mord — og Scenen skifter!
Til tapper Daad den drives kan afsted,
men saa maa man i Kjøbet tage med
en Hoben løste, bestialske Drifter.
Men da nu Du og jeg, trods al vor Tale
og al vor Ræsonneren, ej formaa,
om end vi ræsonnerede os gale,
at gjøre Folk og Samfund ideale,
saa lad os finde os i her at staa!
Soldaterlivet er en radikal
og virksom Kur, anvendt paa Musasønner
med Hensyn til at spille genial.
Hos mig en heldig Virkning længst jeg skjønner.
Man lærer snart at se sig som Addender,
der bare fylde skal den store Sum!
Om Du er et Geni, om hestedum
Du traver med de Andre, standser, venter,
Din „Aand” har intet Privilegium.
Om Krigen i sig selv har ethisk Gyldighed,
for Øjeblikket kommer ej mig ved;
jeg véd kun, det er min fordømte Skyldighed
at vove Pels og Krop paa hvert et Sted,
hvor Landet trænger til min Smule Kræfter.
Men prises for mit danske Sindelag,
der er mig en naturlig, medfødt Sag,
det higer sandelig jeg ikke efter.”
Den stakkels Musasøn i Tanker faldt,
og flere Timer stod de tavse begge.
Nu løfted Taagen op sig til et Dække
af blaagraa Sky’r, imedens Mulmet alt
sig klamt og tæt henover Jorden sænkte.
Paa Bøssen støtted’ stod de unge Mænd,
og i en Døs, hvori de hverken tænkte
ej heller drømte, var de sunkne hen.
— Tys — hvad er det? En Lyd sig fremarbejder.
De rejse Ho’det, lytte — det er Trin,
som nærme sig. Nu melder en Gefrejder,
at hver en Feltvagt strax skal trækkes ind.
Til Vagtbarakken gaa de uden Standsning,
dèr samles Alle: op mod Nord det gaar;
de føres ind bag nærmeste Forskansning,
saa videre; jo længer ind man naâr,
des mer man mærker, Noget er i Gjærde.
Skjønt Ingen véd, hvad Nyt der er paafærde,
af bange Anelser hvert Hjerte slaar.
I Alles Blik sig Angst og Spænding tegne.
Hvad er det dog? Hvor skal vi føres hen?
I feberagtig Travlhed alle Vegne —
i Mørket skimtes Heste, Vogne, Mænd
paa Kryds, paa Tværs, som i en Myretue
at vrimle om i feberagtig Hast;
Kommandoordet lyder uden Rast;
de Sky’r, som nys paa Himlen saâs at true,
ud i en iskold Storm og Snefog brast.
— Det gaar mod Nord! Er der mon lagt en Snare
for Fjenderne i denne vilde Nat?
Man tør ej spørge, endnu mindre svare,
og langsomt, møjsomt Skare efter Skare
ad Vejen gaar, der som et Spejl er glat.
Mod Nord bestandig! Slesvig By passeres,
hver flygtig Trøst, som Haabet havde skabt,
var ugjenkaldelig for Alle tabt;
det er jo nu til Flensborg, der marcheres.
Det Liv, som Angst og Træthed kued ned,
for op i Harme, nu da Haabet glipper;
en dæmpet Ed fra mangt et Bryst undslipper,
paa samme Tid som mangen Taare gled
i frosne Skjæg fra frosne Øjenvipper.
Som Stykker af en sønderhugget Slange
Flok efter Flok hin Smertensvandring drog;
Snestormen ubarmhjertig i den lange
Midvinternat sin Spydregn mod dem slog.
Vor unge Ven var gleden hen i Døs,
han mærked ikke, hvad der skete om ham,
og alt imellem han i Feber gøs
og sank i Knæ. Med ét det forekom ham,
som hele Himlen lued flammerød,
et Skjær ham blændende i Øjet straalte,
en aaben Festhal mægtigt op sig skød,
hvis Luesøjler intet Øje maalte.
Der dæmrer frem paa Hallens Purpurgrund
Ansigter, Skikkelser i Myriader,
der sno sig bølgende i lange Rader,
som løses op og knytte sig hver Stund.
Lysoceanet toner højt og klinger
og vælter Lyden frem med Kæmperøst,
som tusinde Basuners Messingbringer
paa én Gang satte i af Hjertens Lyst.
Mens Rækker blinkende forbi ham rinde
som paa en Foraarsdag den snare Bæk,
i Mængden tror han af og til at finde
bekjendte, minderige Ansigtstræk,
men førend han sig mægter at besinde,
er de forsvundne for hans Syn igjen.
I Farten skimter snart han vemodsfulde
og milde Øjne rettes mod ham hen,
snart Blik forstenende med Haan og Kulde,
som fra en blodig krænket fordums Ven.
Ud fra den store Kæmpesymfoni,
hvis Bølger som i Brænding højt sig bryde,
for Øret af og til Akkorder lyde,
som greb hans Sjæl med kjærlig Sympathi,
som minded ham om lune Sommerdage
med Elskovsdrømme under Hyldens Hang,
den Tid han haabed under Jubelklang
i Kunstens Søjlehaller ind at drage,
men næppe fanged denne Klang hans Sans,
før pludselig en voldsom Dissonans
til Marv og Ben hans Væsen gjennemhviner,
og i den lyse Forgrunds fulde Glans
en Masse Satyrfjæs imod ham griner;
og i de fælt fortrukne Abetræk,
hvor tæt Grimacer hver en Muskel furer,
han kjender grandt med Væmmelse og Skræk
sig selv i tusinde Karikaturer.
Da sank han sammen i et Krampegys,
først Krydsglimt broget for hans Øje flammed,
saa svandt i bundløs Mulm hvert Spor af Lys;
han sank til Jorden, som af Lynet rammet.
Det syntes ham, han hørte fra det Fjerne
en venlig Røst, der kalder ham ved Navn,
to Arme tage ham i kraftig Favn,
som vil de ham mod onde Magter værne.
„Naa tag Dig sammen!” — nærmere det lød,
og lig en Ordre lystrede han Talen,
og møjsomt Kraften op i Hjertet skød;
nu kjendte han sin Nabo, Bondekarlen.
„Om Hjertet var Du bleven noget valen,
men her er Brændevin og Flæskebrød.
Alstillens har jeg tvivlet paa det Hele
og tænkt, vi fik det farligt med „Strabassen”,
saa kjøbte jeg lidt spiselige Dele
igaar hos Marketenderen Niels Madsen.
Den Anden der” — han paa Studenten peger,
som næsten livløs tynged paa hans Arm —
„ham kan jeg næsten ikke holde varm;
men Brændevinen ligegodt ham kvæger.
Jeg maa hvert Øjeblik en Mundfuld gi’e ham,
han sætter rigt’nok op saa surt et Grin,
som var det Apothekermedicin;
men uden det blev Livet ikke i ham.”
Nu dæmred Dagen frem, saa kold og mørk,
beskinned svagt den blege Karavane,
der havde slæbt sig i den hvide Ørk
ad Nederlagets, Haabløshedens Bane.
Men selv det vrantne Dagglimt blinke lod
i disse brave Hjerter Haabets Straale;
thi det solide, danske Bondemod
kan, før det brydes rent, Adskilligt taale.
Bagved sig Skud paa Skud man hørte knalde;
man mærked, Fjenden rykked mere nær,
men der var Orden i den lille Hær,
og den var rede til med Glans at falde.
Ved Helligbæk om Formiddagen lød
Hovslag og Bulder tæt om Vognkolonnen;
med løsnet Tøjle, Sablen højt i Haanden
mod Trainet Lichtensteins Husarer brød.
Højt stejlede dets Heste under Knagen
af Hjul, som knækked, Seletøj, som brast;
da klang Kommandoordet klart og fast:
„ Omkring!” — og Bøsser brændte løs med Bragen.
Brat nogle Fodfolk havde gjort omkring,
og mangen Østerriger røg af Hesten,
der for til Siden med et vældigt Spring
og fløj ad Marken hen som Sne for Blæsten.
En Hob sprang af, til Fods de maatte fly
ad Vejen hen med Ryg og Hoved bøjet;
det syntes klart, de havde ej fordøjet
den Frokost af det varme danske Bly.
En Barrikade af de døde Heste
og faldne Vogne over Vejen spændte;
de Danske nytted strax den paa det Bedste,
i Ly af den de Fjenden Kugler sendte.
Og først da hans Kanoner den bestrøg,
saa Jord og Splinter tykt i Luften føg,
i prægtig Orden de mod Nord sig vendte.
Paa samme Maade tidt de dækked sig,
lod Fjenden dyrt betale hver en Standsning;
tilsidst han maatte hvert et Stykke Vej
beskyde eller omgaa hver Forskansning.
Man naaede Oversø. Paa Bakkekamme,
i Skov og Krat, bag Skrænters mange Hegn,
hvis nøgne Grene i den hvide Egn,
lig sorte Lanser op i Luften raged,
Skjærmydslens Gnist slog ud i Slagets Flamme.
Med Kæmpebas Kanoners Malmrøst braged,
Granater langs ad Landevejen skured,
fra Gjærder Bøssekugler Luften fured,
og Bajonetter lig Harpuner haged
og søgte Fjendebryst som Fangst at ramme.
Hver Fodsbred Jord blev solgt og kjøbt for Blod.
Vor unge Ven i venstre Flanke stod;
hans Kompagni sig i Kolonne formed,
og frem i Løb mod Fjenderne det stormed
med fældet Bajonet, med Stridshingstmod.
Med Hvislen skyde Kugler deres Fart,
til de som Kæmpehagl paa Jorden drysse,
og, Mand mod Mand, begynder Kampen snart,
og Bajonetterne hinanden krydse.
Den unge Krage lige for sig saâ
med fældet Bajonet en Fjende staa,
hvis sorte Øje sig imod ham retted
saa tungt og sorgfuldt. Af den brune Hud,
det sorte Haar den unge Danske gætted,
han ej af Tyskerblod var sprungen ud.
Et Par Sekunder saâ de paa hinanden,
tilbageholdte af en lønlig Angst;
da peb en Kugle, brat den tog sin Fangst,
og Krage saâ, den ramte Sidemanden,
Studenten, der, imens han baglængs glider,
udsender Blikket, lig en anskudt Hind,
bønligt, bebrejdende, til alle Sider,
som spurgte det: kan Nogen have Sind
til sligt et venligt lille Liv at røve?
Flux op i Vennens Hjerte Harmen steg,
nu lysted det ham ikke mer at tøve;
for Smertens Braad i Bulderet at døve,
han styrtede sig ind i Mordets Leg.
Om Øret suser Larmen dumpt, forvirret;
han dunkelt, som igjennem Bloddamp, saâ,
hvor Fjendeøjne gjennem Mulmet stirred.
Med ét hans Bøsse hen ad Jorden klirred,
og noget Haardt han mærked mod sig slaa;
han retted sig, forsøgte stramt at staa,
men Haanden mod den trufne Side fòr;
først som en pisket Top i Kreds han svirred,
saa faldt han tungt imod den kolde Jord.