Ved den lange Vinteraftens Flamme
ofte jeg med barnlig Andagt sad,
naar med høien Røst min fromme Amme
om de gamle Kjæmpers Idræt kvad,
eller naar hun i de gamle Skrifter
læste Sagn om Dyrenes Bedrifter.
Mange smukke Eventyr jeg hørte,
hvorved tit mit Haar som Børster stod,
om Princesser, som en Trold bortførte,
og Sybilla med sin Gaasefod,
om Utysker, Ellefolk og Drager
lutter vittige og rare Sager,
Engang sagde hun og tog sin Brille:
„Hent mig, kjære Frits! den tykke Bog;
og, I smaa Krabater! sidder stille;
tidlig Lærdom, Børn! gjør tidligt klog.”
Satte derpaa Brillen paa sin Næse
og begyndte følgende at læse:
Kjed af denne Jammerdals Elende,
hvor den Fromme ei af Glæden veed,
tog sig Rotten Rapax for at vende
Ryggen til vor Jords Forfængelighed,
og for sig i Andagt at fordybe,
i en hollandsk Ost den monne krybe,
Ledighed er Fandens Hovedpude,
tænkte den og spildte ei sin Tid,
ændsed’ lidt det jordiske derude,
brugte smukt sin Tand med stadig Flid,
blev tilsidst saa fyldig som en Tromme;
saa velsigner Himmelen de Fromme!
Medens den ved Anger, Suk og Bønner
glemmer Verdens Tant og Usselhed,
føle Rotteslægtens brave Sønner
al en grusom Krigs Elendighed;
Hungerstand fortærer hvad Alarte;
Kattefolkets Herskerinde sparte.
Og de haardtbetrængte Rotter sende
for at søge Hjelp i Nødens Tid,
Brød, at standse Hungerens Elende,
Folk, at kjæmpe i den haarde Strid,
og med Løfter, Graad og søde Bønner
stræbe de at røre Landets Sønner.
Til vor Eneboers Celle triner
Deputationen, banker paa,
og med dybe Suk og fromme Miner
skildrer Landets Nød og ender saa:
„Broder! lad dit Hjerte sig forbarme,
skjænk os lidt til Lindring for de Arme!”
„Elskte Brødre! mine Taarer rinde,
og min Sjæl i Kummer fast forgaaer,
dog, hvad tænker I hos mig at finde?
hvad mon fattig Eremit formaaer?
bede kan han kun og jeg vil bede,
indtil Himlen vender bort sin Vrede,”
„Moder! raabte jeg, Prioren Brine
ligner jo din Rotte paa et Haar,
netop samme laante Helgenmine,
samme tykke Vom og samme Kaar,
og naar Armod vover ham at bede,
er han med sit Litanie tilrede.”
„Djævels Unge! skreg den fromme Kvinde
og slog sammen flux den tykke Bog,
hvo i Verden skulde troet at finde
saadan Ondskab i en Tiaars Pog!
Dreng! hvis du med Tale eller Mine
spotter Velærværdige Hr, Brine,”
Hendes hæse Røst blev kvalt af Vrede,
Bogen fløi min Næse tæt forbi,
og jeg ramsed’ op i Skrækkens Hede
fast det hele lange Litanie,
svoer derhos, i Roe at lade Præsten
spise, drikke og velsigne Næsten,