En Løve lod engang en Circulair
gaae om og Skovens Børn til Hoffet byde
med sikkert Leide for enhver,
der ikke vægred’ sig hans Bud at lyde;
de stimle til i Mængde, ingen troer,
at Majestætens dyrtbesvorne Ord,
paa Pergament med Rigets Segl, kan lyve;
de fleste vente sig en herlig Fest
og skynde sig; selv Himlens Fugle flyve,
forblindede af Lovens Ord, til Gjest,
En Ræv betænker sig og synes dog at drage
Monarkens Ærlighed i Tvivl;
en Ulv, som seer ham, standser lidt sin Iil,
og raaber: „Vil du ei af Stegen smage?” —
„Jeg vil betænke mig.” — „Hvorfor? Du troer
maaskee ei Løvens kongelige Ord,
og Haand og Segl?” — „Jeg seer at alle Spor
til Hulen gaae, men intet gaaer tilbage.”