Ædle Ven! hvor aabner sig for Freden,
hvor faaer Frihed sig et roligt Hjem?
blodbestænkt Aarhundredet foer heden,
blodbestænkt det nye træder frem,
Løst er Baandet om Europas Lande,
og de gamle Skikkelser forgaae;
Nil og Rhin, selv Oceanets Vande
Krigens Ild at dæmpe ei formaae,
Tvende Folk hinanden lig’ i Vælde
gribe efter Sceptret paa vor Jord,
og fra Zahras Sand til Nordens Fjelde
raser Kampens Gud med Brand og Mord.
Guld at yde dem den Svage haster,
og, som Brennus i hin Romerfærd,
paa Retfærdighedens Vægtskaal kaster
Franken stolt sit tunge Kobbersværd.
Sine Flaader slaaer den stolte Britte,
som Polypearme gjerrigt ud,
og dit Rige, frie Amphitritte!
aabnes kun og lukkes paa hans Bud,
Til Sydpolens ubekjendte Stjerner
gaaer hans Vei, ja selv til Nordens Is,
Lande, som et endløst Hav bortfjerner,
finder, han men ei et Paradis.
Ak! forgjeves søges, aldrig findes
dette skjønne lykkelige Sted,
hvor om Frieheds Isse Krandse. vindes,
hvor det Skjønne boer i evig Fred,
Stort er Jordens Omfang, Bølger bade
Kyster der, hvor Cooker selv ei kom,
men paa denne grændsesløse Flade
er for ti Lyksalige ei Rum.
Til vort Hjertes Indre lad os rømme,
bort fra Kampens Gny og Guldets Klang!
Friehed findes kun i vore Drømme,
og det Skjønne blomstrer kun i Sang.