Roserne
(En Legende.)
(En Legende.)
Naar det fromme Martyrblod,
som en Vaardags Regn,
falder paa den ædle Rod,
hellige Undertegn;
see! da spirer Planten skjøn,
Tro paa Herren og hans Søn;
bærer Frugter uden Lige,
Salighed i Himmerige.
Folket venter, Baalet staaer
og en Jomfrue fiin
mellem grumme Bødler gaaer,
klædt i Dødens Liin;
mod det klare Himmelblaa
rækker hun de Hænder smaa,
mens i Vedet Flammer knage,
spørge: „Vilst du Christ forsage?”
„Christus jeg forsager ei,
Christus leed for mig;
tornefuld, som hans, min Vei!
gaaer til Himmerig;
røde Roser blomstre hist,
deraf fletter Jesus Christ
Martyrkronen for de Fromme;
hvo som troer skal ei omkomme!”
Grusomt spotter Theophil
Pigens fromme Tro:
„Naar du kommer, Pigelil!
hvor de Roser groe,
naar din Frelser kroner dig
i hans lyse Himmerig,
smukt du og en Blomst mig sende,
at jeg maae din Christ bekjende.”
„Spotter! Herrens Magt er stor,
aldrig den forgaaer;
men forgjæt ei dine Ord,
naar du Rosen faaer.”
Saa hun taler, stiger op,
priser Gud paa Baalets Top,
Støvet falder, Aanden svinger
sig til Gud paa Englevinger.
I sin Have Theophil
sidder tankefuld,
stirrende saa stivt og stil
paa det sorte Muld;
fæle Syner for ham staae,
men fra klare Himmelblaa
underfuld en Seraph stiger,
rækker ham en Blomst og siger:
„Denne Rose sender dig
af sin Martyrkrands
hun, som staaer i Himmerig
udi Helgenglands;
Hedning! kom ihu dit Ord!
salig hvo paa Herren troer!
maae han her paa Torne træde,
hist dog venter evig Glæde.”
Paa sit Ansigt Theophil
sank i Støvet hen;
af en Hedning grum og vild
blev han Christi Ven;
vanked’ vide om paa Jord
og forkyndte Herrens Ord;
til hans Sjæl af Martyrflammen
svang sig op til Himlens Gammen.
Naar det fromme Martyrblod,
som en Vaardags Regn,
falder paa den ædle Rod,
hellige Undertegn;
see! da spirer Planten skjøn,
Tro paa Herren og hans Søn;
bærer Frugter uden Lige,
Salighed i Himmerige.