Paa Alpers nøgne Tinde er min Bolig,
der spirer jeg af Sneens hvide Hav,
en Jordens Søn med Himlene fortrolig,
en Blomst henplantet paa Naturens Grav.
Opløftet over alle Jordens Throner,
uvant til Kvalmen i den lave Dal,
jeg aander frit i Æthrens Regioner
og skuer ind i Himlens Riddersal.
Naar guldompandset sig min høie Fader
i Østen hæver, hilser han mig huld;
og naar han sig i Vestens Bølge bader,
jeg kysser Sømmen af hans Kaabes Guld.
Den fromme Vandrer seer mit Purpur gløde,
hvor intet Glimt af Livet gløder meer,
og fryder sig i Haabets Morgenrøde,
thi Haabet smiler, hvor mit Øie leer.
Han sætter sig fortrolig ned til Hvile,
og spørger mig, hvad Grunden vel er til,
at Stænk af Blod paa mine Blade smile
Da svarer jeg; der var for længe siden
i Sveitserland en Ridder from og god,
og disse Pletter, Vandrer! er hans Blod.
Han saae Tyrannens tætte Rader bryde
den sidste Kraft af Friheds stærke Arm,
da samled’ han i Hob de hvasse Spyde
og faldt med tusind’ Vunder i sin Barm.
Helvetia steg smilende til Jorden
og samlede hans Blod i gyldne Kar,
og under Frihedsjublens høie Torden
hun det til Alpejettens Tinde bar.
Derfra hun spredte det i Purpurdraaber
som Dug fra Himlen paa sit kjære Land;
det faldt paa mine Blade og tilraaber
hver Sveitser: Frihed eller døe som Mand!
Og ei den skal i Evighed aftvættes
den Skrift af Blod han læser her med Lyst;
og aldrig skal dit Hædersnavn udslettes,
o Winkelried! af dine Sønners Bryst.
Saa taler jeg i Vandringsmandens Øie
en Taare sittrer, med andægtig Hu
han knæler ned, og stirrer mod det Høie,
og raaber: Fader Winkelried! som du!