Jeg skjøtter ei om Gyges’ Guld,
Misunder ingen Fyrste;
Tit pleier den, hvis Pung er fuld,
Og efter meer at tørste.
Jeg under Junkeren sin Stads,
Fortunas Søn sin Lykke;
Min Rigdom er mit fulde Glas,
En Blomsterkrands mit Smukke.
Den Dag, som jeg maaskee ei seer
Skal ei mit Hoved bryde,
Men den, som er, og aldrig meer
Skal komme, vil jeg nyde.