Venner, lad’ os Vinen drikke!
Lad os synge om Lyæos!
Han opfandt de muntre Dandse;
Han er Ven af glade Sange;
Han er Eros’ hulde Selle;
Han er elsket af Kythere.
Først opfundet har han Rusen;
Først fremmanet har han Glæden;
Først han lærde Sorg at dæmpe,
Først at kvalerne forjage.
Thi naar fagre Glutter række
Venligt os det fulde Bæger,
Flygte Sorgerne og blande
Sig med Stormens vilde Sværme
Derfor lad’ os Bægret fatte,
Lad os Grillerne forjage!
Thi hvad monne det vel nytte
Os med Sorgerne at plage!
Kiender Nogen det, som kommer?
Maalet for vort Liv er uvist.
Derfor vil jeg viinberuset
Lystigt dandse og omduftet
Af den søde Salve spøge,
Spøge med de fagre Piger.
Den, som finder Fryd i Sorgen,
Gjerne maa for mig han sørge!
Venner! lad’ os Vinen drikke!
Lad os synge om Lyæos!