Nylig, da ved Midnatstide
Alt den store Bjørn sig dreied’
Ved Bootes’ Haand og alle
Dødelige Slægter hviilde,
Trætte efter Dagens Møie:
Nærmed’ Armor sig min Hytte,
Stod og hamrede paa Døren.
Vred, udbryder jeg: Hvem banker
Og forstyrrer mine Drømme?
Luk mig op, gjenmæler Eros,
Jeg er kun et Barn, — frygt ikke —
Vaad desuden og forvildet
I det maaneløse Mørke.
Rørt fornam jeg Drengens Klage,
Greb i Hast min Lampe, aabned
Døren og blev vaer den Lille,
Som forsynet var med Bue,
Vinger og det fulde Kogger.
Strax jeg sætter ham ved Ilden,
Varmer mellem mine Hænder
Begge hans, og af hans Lokker
Trykker jeg de vaade Draaber.
Men som Kulden nu forsvinder,
Siger han: Jeg maa dog prøve
Denne Bue, om ei Strængen
Er mig bleven slap af Regnen.
Flux han spænder den og træffer
Mig, som med en Braad, i Hjertet;
Derpaa hopper han og raaber
Under Latter: Glæd dig med mig!
Ufordærvet er min Bue;
Kjære Ven! dit Hjerte svier.