Jo, jeg hørte Jer le
ad den falmede Matrone.
Men hvad kan I se?
Kun en fed gammel Kone —
de farveløse Kinder
og det gråsprængte Hår.
Det, som udvendig skinner,
er alt hvad I forstår.
Det er Slør, alt det dèr!
I den svære grå Kvinde
ser jeg en skær
Jomfru-Skikkelse skinne,
let svøbt i en Kjole
af glitrende blå Taft
og med Øjne, der er Sole
af Ømhed og Kraft.
Det Syn er kun mit.
Men I såe, hvis I vilde:
Det Menneske har lidt;
dog er Øjnene milde,
og Smilet om de Læber
har den Munterhed, det Mod,
som År ikke dræber —
har den Skønhed, som bestod.
Ung var hun engang;
som en Æbleblomst i Huden.
Og hun dansed og sang.
Men, sært nok, desuden
var hun Søster for de mindre
og Datter for de grå —
bar et Lys i sit Indre,
som hun vogtede på.
Hvor hun end kom,
blev der Godhed og Glæde —
selv i den, der gik om
bag ved Gavlen for at græde —
for i Latteren og Dansen
her ud og dèr ind
lyste Paradis-Glansen
af det Hjerte og det Sind.
Jeg veed det. Mig gav
hun sin Ungdom og Ynde.
Det var mig, der sled dem af,
vel øvet i at synde.
Mens hun stred for at samle,
hvad jeg strøede ud,
blev den unge til den gamle,
faldt Farve, visned Hud.
Hun fulgte, hvor jeg foer,
langt bort, og tilbage.
Men aldrig et Ord,
der kun ligned en Klage.
Både mit og sit eget
fik hun til at gro.
Var hun skuffet? Blev hun sveget?
Hun lyste — ja, lo!
Det blev sent, faldt mig svært,
før tilsidst jeg forstod det,
såe det Lys og fik lært
at løfte mig imod det.
Min Verden var så blandet
og mit Hjerte så koldt —
Nu ser jeg knap andet
end den Ungdom, hun beholdt.
Har I Lyst, ja, så le
ad den falmede Matrone!
Eller hørte I måske,
mens I tav, som en Tone
af Smerterne og af Striden,
af den Dag og den Nat,
som ikke går til Siden
for et Smil og et Tjat?
Jeg ser som bag et Slør
i den svære grå Kvinde,
ser, til jeg jeg døer
den Jomfru-Skikkelse skinne.
Hendes Silkekjole glitrer
Forglemmigej-blå . . .
Jeg ser Mundvigen sitre,
ser, hvor Brysterne er små . . .
Men Øjnene, hvor tindrer
de af Ømhed og Kraft!
Den er aldrig blevet mindre,
den Skønhed, hun har haft.
Ar gik, og Vintre;
Hun står, som hun stod.
Det Lys i hendes Indre
var mer end kun Blod.