Jeg veed en Skov i Skotland,
        et Pigebarn, der stod
foran mig i det dybe Mos
        på blomsternøgen Fod;
lys var hun som Linnæa
        og længselsfuld og god.
                Men nej, men nej!
        En Mand må vide Valg og Vej!
Jeg veed et Slot i Frankrig,
        en Adelsfrøken stolt;
hun knejste med sin Rådyrhals
        og mønstrede mig koldt;
de bløde Læber skjalv dog
        og Blomsten, som hun holdt.
                Men nej, men nej!
        En ærlig Elskov svigter ej.
I Skotland og i Frankrig
        og i Alverdens Land . . .
Men Lykke, ser du, koster Liv,
        og Kvinde koster Mand;
og alle kan ej skænke,
        hvad alt en enkelt kan:
                Eet Valg, een Vej,
        thi ærlig Elskov svigter ej.