Å nej, nu er En gammel. Om En endnu kan orke
il at trække med et Kobbel og læsse et Læs Hø.
En må dog snart afsted med de andre gamle Storke.
En længes ligefrem. Det er godt, En kan dø.
Ja, Drengen står og griner derhenne på hans Skammel.
Han lider nok Bedste; så’n en rask bette Knægt!
Men ilywel, De kan tro, det er tungt at blive gammel,
så ensom og sådan, i en ny Tid og Slægt.
Nej, dengang En var ung, De, det var noget andet!
Æ var Nummer Et, sgu, til at plove, til at slå,
og hvad nu ellers Kvindfolk tog sig for her på Landet
uden Bovser, bette Børn, men med syv Skørter på!
Det hele gik præcis lisom Kongen og Vorherre
een Gang havde ordnet det. Ingen satte sig op.
Nuomdage skal enhver jo forbedre til det værre;
de klær om på deres Sjæl, som de klær om på deres Krop.
Eet Skørt skal være nok nu, til Vinter og til Sommer;
til Gengæld har de Bovser med både for og bag.
Som om det ku’ hjælpe! Når først den rette kommer —
med eller uden Bovser er En sgu lige svag.
Men dengang, ja, se dengang var Mændene jo ude
de ni af Årets Måneder, al Jordens Kres omkring.
Efter Høst sad En inde og hørte Vejret tude,
rokked Vuggen, tren Rokken, tænkte tit slemme Ting.
Det med Havnene på Varmen, hvor Pigerne går nøgne —
og Tyfonerne, de kalder dem, hvor alt slåes i Kvas . . .
Men så stod han der en Dag, og En såe ham i hans Øjne,
og han klemte og . . . Uh! De kan tro, der blev Kalas!
En kan få Vand i Øjnene ved Tanken. Det var næsten
som om En var nygift, hver Gang han kom hjem . . .
Ja, så rejste han igen. Men En huskede dog Festen,
bar den i sig, med det nye bette Liv dèr spired frem.
En fik Lov at være to, og fik Lov at være ene.
Begge Dele har En Brug for. Æ tror, at det var godt.
Ok ja ja. Det var dengang! — Æ har levet, skal æ mene.
Men han blev der jo. Og siden var det kuns gråt i gråt.
De unge er sgu flinke. Vi gå godt nok i Hammel.
Æ kan nok trækk’ et Kobbel og læss’ et Læs Hø . . .
Men ilywel, De kan tro, det er tungt at blive gammel,
så ensom og sådan. Det er godt, En skal dø.