Grebet af Fryd såe jeg mig hastigt om
for strax at dele Glæden — Ak, med hvem,
hvem anden vel end dig, hvis Stol står tom,
hvis Bolig er, hvor ingen Sti går frem.
Dig kaldte Savnet på, og Mindet kom —
Hvor kunde jeg dog glemme dig? Hvor kunde,
om nok så kort kun, min Bevidsthed blunde
i skyldtung Blindhed for min Fattigdom,
mit frygtelige Tab? — Dette vil nage
som intet før, på nær mit Hjertesår,
den Stund jeg stod dèr, ene med min Klage,
og vidste, hvad jeg knap endnu forstår:
Hun er ej mer. År følger efter År,
men intet bringer mig min Skat tilbage.