Hun var et luftigt Trylleri,
da først hun glimted mig forbi;
en yndig Åbenbaring, sendt
som Pryd for kun et kort Moment:
Øjne med Aftenstjerners Glans;
et tusmørkt Hår i dunkel Krans;
ellers i alt så lys og glad
som Morgendugg på majgrønt Blad;
en lystig Alf, som var på Spil,
som fristed, fanged, og trak til.
Så gæstede jeg Pigens Hjem;
bag Alfen dukked Kvinden frem!
Hun gik så pænt og skøtted sit,
med Jomfru-Ynde, let og frit;
et Blik, hvori Erindring sødt
bød kære Fremtidshåb Velmødt;
en Skabning, ej for skær og sprød
til daglig Dont og dagligt Brød,
små Kunster, Sorger, Tidsfordriv,
Skænd, Ros, Kys, Gråd og Smil: Vort Liv.
Nu ser jeg klart, hvad alt lå bag
hint første skønne Synsbedrag:
Et Blod, hvis Blomst er Sjælens Glød
på Rejsen mellem Liv og Død;
en fast Fornuft, en kraftig Ro,
klart Fremsyn og tålmodig Tro;
en fuldgod Kvinde, rig på Råd,
og Trøst, og Bydekraft, og Dåd;
og dog en Ånd, der sødt forny’s,
fra inden, af et himmelsk Lys.