Jeg vidste mangen sælsom Vej
af Lidenskab og Drøm:
Hør, hvad der een Gang hændte mig,
og elsker du, så døm.
Imens min Elskte stod så skøn
som Rosen i sit Gry,
red jeg til hendes Dør iløn
under det lave Ny.
Did ud jeg stirred ufravendt,
hvor Aftenmånen hang;
Hesten gik hurtigt til, vel kendt,
som jeg, med Vej og Vang.
Vi kom den gamle Markvej ind;
bag Abildgårdens Trær
sank Månen over Gavlens Tind,
ja, rørte Tagets Spær.
Jeg svæved som i sød Musik
af alt hvad Elskov veed;
holdt dog bestandig fast mit Blik
ved Nyet, der gik ned.
Frem red jeg; Hovslag fulgte Slag
på Vejens grønne Kant —
indtil, med Et, bag Husets Tag
det blanke Ny forsvandt.
Hvad øm Forvirring af al Slags
gør ej en Elskers Nød!
»O Himmel!« sukkede jeg strax:
»Hvis Lucy nu var død!«