Jeg lod ham gå, han var mig til Besvær;
nu er jeg ensom her.
Jeg bad ham tie; hvis han kom igen,
sukked jeg: »Tal, min Ven!«
Jeg hobed Grunde sammen til mit Nej,
om sanddru eller ej;
nu gav jeg glad mit Liv, om det gik an,
leved kun derved han,
som elskede mig tro, til, narret træt,
han søgte som sin Ret
et Skjulested i Dødens åbne Favn.
Nu stammer jeg hans Navn,
som han før mit; men, ak, mit Hjertes Råb
har endnu mindre Håb;
mit Bryst forbrænder; Søvnen veed ej Råd,
jeg vågner op med Gråd;
de Tårer havde smeltet ham: Så trist
fortvivlet græd han sidst.
»Skån hende, Herre,« dette var hans Bøn,
»for Elskovs bitre Løn!«
Nu veed hans Bryst af intet tyngre Pres
end dette grønne Græs,
hvor Småbørn staver i en snirklet Skrift
hans korte Livs Bedrift.
Bed for ham, hvo der gæster dette Sted,
og bed for min Sjæl med!