Mod sanddru Elskovs Nød har jeg søgt Hjælp i Sang,
for gennem hendes Fryd min Smerte at forråde,
så Lyst til Læsning drog, af Læsning Kundskab sprang,
og Kundskab avled Ynk, og Medynk atter Nåde.
Snart ledte jeg om Ord af bristefærdig Klang,
snart bød jeg hendes Kløgt min Længsel i en Gåde,
og bad de andres Vers om kælne og om kåde
Regnskyl til at forfriske min Hjernes tørre Vang:
Ord efter Ord kom trægt til Stedmor Studiums Kammer,
Naturens Barn, Inspirationen, flygted, angst for Skænd.
Frit gøres Hjertet ej ved Flugt af andres Flammer.
Jeg sad dèr, flov og raadvild, og bed den dumme Pen,
jeg slog mig selv af Vrede mod mit forspildte Liv.
— »Fæ!« — lød min Musas Røst. »Læs i din Sjæl, og skriv!«