I
Der svømmer en hvid lille ensom Ø
i den skyfarvet mørke og skinnende Sø,
den stormfulde Østersø, langt mod Nord,
hvor Skarv og Grågås og Edderfugl boer.
Der fødtes Barnet og var en Dreng.
Hans Far bandt selv for hans Navlestreng
— der var elleve Mil til nærmeste Kyst —
og svøbte og la ham ved Moderens Bryst.
Og Vuggen vipped til Bølgernes Brus,
de var tre i det ensomme Bjælkehus.
Og Hjerter banker, og Døgn blir År,
mens Blæsten blæser, og Bølgerne går.
Mens Moderen snurred sin Rok og sang,
og Faderen gik sin Alvorsgang
til Fyret og Båden, tilhavs og hjem,
skød han som en Blomst mellem Klitterne frem.
Eller mer som en spæd lille Strandbredsfugl,
der selv finder Føde og selv finder Skjul
i langbenet Løb, med tyst Kiivit,
mellem Sten og Tang og i Sump og Klit.
II
Vel sad han gærne på Moderens Skød
og hørte hvor blidt hendes Stemme lød,
mens Ovnen buldred en Vinterkvæld,
og Gnisterne sprang fra det åbne Spjæld,
og de syv små Dverge grædende bar
den døde Snehvide i Kisten af Glar,
og de elleve Svaner med Guldkroner på
fløj med den Seng, hvor Elisa lå —
Og vel steg Drengen ængstelig-stolt
ved Faderens Hånd — så fast han holdt! —
ad Fyrtårnets svimlende Snotrapper op
i den altfor luftige Kuppeltop,
hvor han stod som en Mus i et Fé-Palads
af skinnende Messing og Prismeglas,
der svæved og svinged som Verdner i Dans
med glasklar Klang og i Regnbueglans —
Dog udgik der fra de andre en Tvang,
som ubevidst hæmmed hans Hjertes Gang,
så han aldrig græd og kun sjældent lo,
når han vidste sig set af de andre to.
III
Han ånded kun frit og følte frit
alene derude med Hav og Klit,
hvor han løb som en spæd lille Strandbredsfugl,
der selv finder Føde og selv finder Skjul.
Dær sang og suste den stærke Vind,
som kendte al Jorderig ud og ind,
talte og sang med susende Røst
om Isfjæld og Ildfjæld og Palmekyst.
Om Bjerge der revned og brast med Brag,
og om de mylrende Folkeslag,
hvis Byer var Bjerge af Hus ved Hus,
skyhøjt over Gadernes Menneskebrus.
Og om Lande, hvor The kunde plukkes af Trær.
Af Porcellæn var Husene dær,
klædte med bittesmå Klokker, der hang
og sitrede fint som af Lærkesang.
Og Mennesker var der med kulsort Hud,
eller gul som Rav; det såe underligt ud.
Men han selv havde set dem, den vidfame Vind,
og rørt ved den gule Prinsesses Kind.
Der var i hans Stemmes skiftende Lyd
Alverdens Længsel, og Klage, og Fryd —
og dog, når han syngende suste forbi,
der var inderst en underlig Fred deri.
Det kom vel af Stjernerne. Mangen klar
blå Frostnat kom han lønligt og bar
under Kappen Kalle, der putted sig stum,
ud i det dybe Himmelrum.
Og svævede stille hen med ham dær
igennem det stille Stjerneskær,
til Drengen fyldtes af kølig Fred.
Alle hans Længsler døde derved.
IV
Men alle de Længsler vaktes påny
af Havet. Det kaldte; hvor kunde han fly
den skønne, den skyfarvet skinnende Sø,
som bar både ham og hans hvide Ø.
Med udstrakte Arme og pustende Bug
kom han flydende ind gennem Brådsø og Sug.
I Skumfloddet greb han skyllende Rav —
og det favned og slog ham, det levende Hav.
Selv når det skvulpede blankt i Ro,
det var som det skjulte og strakte en Klo.
Og selv når det vugged i perlehvidt Hvil,
der var som en Trusel i Havets Smil.
Det vakte det Hav, i hans Hjærte lå,
med Trang til at svulme, og favne, og slå,
og sprænge Himlens Ring helt rundt —
Å, han længtes, så det gjorde ondt!
V
Så gemte han sig i sit Eventyrland,
sprang nøgenfodet i rindende Sand,
skred som en Kæmpe med Syvmile-Skridt
over Asiens Bjerge — Klit bag Klit.
Og Haren, der sad i sin Klittagstop,
rejste kun flygtigt Ørene op
og såe med hjælpeløst Tungsindsblik
blidt på Kalle, der kom og gik.
Og Klyder og Klirer, hvis klagende Skrig
ellers følger en Vandrer fra Vig til Vig,
de kendte hans Trin mellem Sten og Flæg
og blev liggende roligt på deres Æg.
Ja, selv den frygtsomme Snog kom nær
på hans kaldende Fløjt. I det sorte Kær
gled den med knejsende guldplettet Kam,
og Vandet ringledes, hvor den svam.
VI
Men inde bag Klitten i Solskinsdis
lå lønligt et lunt lille Paradis
med gule Stier i Sløjfer og Slyng
gennem Blåbærtuer og blomstrende Lyng.
Hedelyng, Klokkelyng, Klokkeblå,
og Blomster som blegnende Stjerner små,
og dugblå Bær, og Bær, der lå
som Dråber af Blod i de gule Strå.
Han drømte, at det var dryppet, det Blod,
af den sky grå Spove, der stundom stod
og tusmørke-fløjted en sorgfuldt vild
Melodi over Sletten — hed Østerild.
VII
Mest underlig blandt alt underligt her
var dog den Skov, hvis døde Trær
År for År groede højere op
uden Bark på Gren, uden Grønt i Top.
For mange hundred År siden engang
stod Fyrren her grøn, og Fuglesang
og Nålesus og Harpixduft
drev langt tilsøs gennem solvarm Luft.
Da kom der en Storm, og en Sandflugt kom,
og Sandet kom fygende op derom.
Kvalt under tunge Klitter sov
de syngende Fugle og den susende Skov.
I hundrede År, og i hundrede År.
Men Vinden kommer, og Vinden går,
hvem veed hvorfra, hvem veed hvorhen
Nu fejer den Sandet i Søen igen.
Og Skoven skød op af det synkende Sand
i Blæstens Brus og i Solens Brand
med sælsom Raslen af Gren mod Gren,
skinnende hvide som døde Ben.
Udtørret Saft og affalden Hud,
på de skallede Kviste krøb Gråmos ud;
ned gennem Luften i Ranker og Slør
hang Mosset, der blomstrer, hvor Blomsterne dør.
Men i Kronernes Tvejer og Kviste lå
de uskadte runde små Reder af Strå,
og i Rederne Knogler og spraglede Fjer —
Fugle, som ikke var Sangfugle mer.
VIII
Sært var det for Drengen at vandre her
lyslevende mellem de uddøde Trær
i Blæstens Brus og i Solens Glans
til Grenenes raslende Dødningdans.
Men her var netop hans Yndlingssted,
her ud tog han Tavlen og Bøgerne med
og læste og drømte, og drømte og skrev,
og stirred og drømte, mens Skyerne drev,
Og lytted igennem Grenenes Lyd
og gennem Bølgernes Drøn og Syd
og gennem Bruset af Blæstens Gang
til de døde Fugles fortryllende Sang.
Pip og Kluk og Triller og Fløjt,
mens Hav gik dybt og Blæst foer højt —
hele det frydefuldt farlige Spil
af de Ting, som toner, men ikke er til.
IX
Kun en solbrændt spinkel Dreng,
men Legem og Sjæl som een sitrende Streng
under vældige Magters Greb og Kast —
til Strengen blev strøget så hårdt, at den brast.
Her var det, her, i den døde Skov.
Men om Drengen var vågen, eller han sov,
om Synd var først, eller Sommer og Sol,
det såe kun Gud fra sin Spejderstol.
En Gnist af den brændende Strøm, der flød
gennem Adams Lænder og Evas Skød,
og siden igennem hver menneskefød
til jublende Blomstring og frygtelig Død —
En Gnist af den — helt nøgen vendt
mod Solen lå han — var pludselig tændt
i Drengens friske uskyldige Blod.
Han hverken vidste, eller forstod
At det var Synd, der var så sød,
Skam, fordi han ensom nød,
og Skade for ham, der endnu skulde gro,
skønt Gavn og Ære for modne to.
X
Ak, ikke den higende Ungdom blot.
Under Paradistræet på Ondt og Godt
kan også den voxne Kvinde og Mand
få ødelagt Styrke og Forstand.
Men sørgeligst er det, når Synd trænger ind
i det åbne bløde barnlige Sind.
Eller — er det ej Synd, men Uvidenhed,
når Legemet leger, hvad Sjælen ej veed?
Synd veed, at den vandrer Fordærvelsens Vej.
Uvidende fejler, men synder man ej. —
Han lukkede Øjnene træt, sov trygt,
sov sundt som før, uden Anger og Frygt.
Og da han, vakt af den kølnende Vind,
klædte sig på og gik hjem og ind,
strålte hans Øjne uskyldigt fjærne,
som drømte de kun om en nyfunden Stjerne,
Eller en hemmelig Fuglerede
med syv små Æg, som han vilde frede —
een Løndom knn til de hundrede før,
som han lukkede for med den hjemlige Dør.
XI
Og Faderen lærte ham Brøk og Tabel,
og Moderen hørte ham Kvæld efter Kvæld
i Geografi og Historiebog
og Læsning og Salmer og Bibelsprog,
Og vidste og anede ingenting —
som Fædre og Mødre Jorden omkring
intet aner og intet veed,
før fremmede kommer og siger Besked.
Tungt at tænke på alt hvad der sker,
mens Moderen leger og Barnet ler,
mens Faderen byder og Barnet går —
de stumme Bønner, som ingen forstår.
De udstrakte Hænder, som ingen ser.
Moderen leger, og Barnet ler.
Det tænker de Voxne vel aldrig på,
hvordan det var, da de selv var små.
XII
Kalle var bleg; men Kalle var klog
på Læsning og Salmer og Bibelsprog.
Kalle var tavs; men Kvæld efter Kvæld
kunde han fejlfrit Brøk og Tabel.
Og Moderen tænkte, at det var bedst
at lille Kalle blev lært til Præst;
og Faderen tænkte: Før jeg dør,
ser jeg den Pojke som Fyrinspektør.
XIII
De havde kun ham, og der ødsledes ej,
til Ødselhed var der for mange Mils Vej.
Fyrmesterens Løn blev sendt i Guld,
den Kop i Kommoden var toppende fuld.
Engang hver Måned — Årene randt —
kom Båd med Post og Proviant,
kom, og lossede Lasten, og foer —
og så i September var Kalle ombord.
Han fulgtes af Faderens Håndtryk en Stund,
lidt længer af Moderens Kys på hans Mund.
Så sank der fjernt en hvid lille Ø,
nu fulgte kun Blæst og brusende Sø.
De fulgte ham helt til den fremmede Stad,
men kun til Havnen; dær skiltes de ad.
I Rektors Stue kom Blæsten ikke,
dær var kun Bøger og Briller og Blikke.
Guldglimrende Bøger, et glaskoldt Blik,
et Brev flængt op, og et fornemt Nik.
Han bukked og skjalv, og gik baglæns ud,
sank sammen for Drengenes Hån som en Klud.
XIV
Mangen gned sig langs Væggen sky,
tog Prygl af Skole og Spot af By,
til han en Dag gav Fjende og Ven
alt det gamle med Renter igen.
Men stakkels Kalle kom ikke så vidt,
hans Hud var tynd, og hans Sind var blidt,
og alt hvad han ejed af Menneskeværd
blev kun som en bristende Boble her.
Hvad hjemme han vidste så nøje og nemt,
når Lærerne spurgte, var alting glemt,
blankt sletted ud af den fremmede Røst,
og der steg kun en Hulken i hans Bryst.
Og det som han mindedes Nat og Dag,
Sandet og Skoven og Bølgernes Jag,
og når Isen brød op, og når Vildgåsen kom,
det var der ingen som her brød sig om.
Og Kalle, hvad kendte han til at slås,
til at snyde og drille og byde Trods? —
her, hvor man hævded sig mådeligt nok
ved et Rutsj fra en Hansa-Gavls niende Stok!
Hvad kendte han til Penge og Stand,
til Rigdoms Foragt og til Ringheds Band?
Uvidende Barn af den ensomme Ø,
hvor Mennesket boede hos Blæst og Sø!
Fremmed sad han i Lodsens Hus;
der var ikke mod Ruden det hjemlige Brus.
Over Bøgerne sad han, og skjalv med Et:
selv Dal-Uret dikked så hårdt og vredt
I Gaderne gik han og spejdede sky
til de lukkede Porte, beredt på at fly,
og alle de Ruder, så fjendsk de såe,
han vidste knap, hvor han voved at gå.
XV
Værst dog var der bag Skolens Mur.
Han sad som en Klire i Rovmågers Bur,
hakket af Lærerne, hugget og rusket
af Kammeraterne — blodigt forpjusket.
Den stakkels forvildede Strandbredsfugl,
hvor skulde han her søge Hjælp eller Skjul?
Der var kun Et, hvor de andre og han
følte og handlede ligedan.
Kun Et, hvoraf de andre forstod,
at han som de var af Menneskeblod.
Ak ja, kun eet, og et urent Bånd —
som blev til en Slynge i Skæbnens Hånd.
XVI
Nej, ikke Skæbne, og heller ej Gud!
Det var Menneskers grusomme Gerning og Bud.
Den hyklerske Råhed, for hvilken han faldt,
øves i Samfundets Navn overalt.
En Dreng blev grebet. Og angav fler.
Sønner af Konsul, Præst, Officér.
Man vakled. Da var det, jeg veed ikke hvem,
lad ham melde sig selv, lad ham selv stå frem!
Den Dreng, som fandt det befriende Ord,
istemt af alle de andre i Kor:
»Vi har lært det af ham, den ny —«
Da svulmed om Rektor en Juppiter-Sky.
Da regned han Tårer af Smerte og Kval,
da lyned han Religion og Moral:
Udefra — nedefra — lavere Lag —
Ret ske, om så Verden derved går i Kvag!
Endsige, om kun som en Orm for din Hæl
der knuses en hjælpeløs Menneskesjæl! —
De udstak ikke hans Øjne med Stål,
de risted ham ikke over et Bål —
Men dær stod Drengene, store og små,
og dær sad Forældre som Gæster og såe
en bleg lille skælvende Dreng ført op
og riset tilblods på sin nøgne Krop.
Og da Drengens fægtende Hånd blev holdt fast,
og da Slagene faldt, og hans Modstand brast
i en skærende skamfuld og smertefuld Gråd —
ja, hist og her blev en Kind vel våd,
Og hist og her blev en Kind vel rød —
Men ingen af disse Voxne bød
i myndig Vrede: »Slip ham, stans!
Hans Synd er min og det halve Lands.«
De tav, det gjorde de, hver og en.
Og dær stod Drengene, smittet hos ren,
og stirrede tavst på det piskede Barn,
til de alle var skidne af Fejghedens Skam.
XVII
Så dækked Pedellen hans blodslagne Hud,
så blev han af Skolen med Skam stødt ud,
og Rektor talte med Alvor og Fynd
om det sjette Bud, og den smitsomme Synd.
I ynksomme Søstre, I trofaste Brødre,
I strenge Fædre, I kærlige Mødre,
I kærlige Mødre, sådan gik det til.
Jeg kan nævne Jer Time og Sted, hvis jeg vil.
Det skete således til Samfundets Gavn,
i det tyvende Sekel, i Kristi Navn.
Og her hos os, og rundt omkring
sker daglig, daglig lignende Ting.
XVIII
Men hvergang Fuglene fjernt fra Nord
kommer trækkende ned over Bælt og Fjord,
ser jeg et Syn — en hvid lille Ø
i den skyfarvet mørke og skinnende Sø —
En gråhåret Kvinde — en bøjet Mand —
og løbende mellem Klitter og Strand
med klagende Skrig, i rokkende Slæng,
deres eneste Barn, en sindssyg Dreng.
Han dukker og spejder, han skriger og flyr
for en Fugl, en Hare, det blinkende Fyr.
Kun i Skoven, der rasler med Gren mod Gren,
skinnende hvide som døde Ben,
Hvor Mosset, der blomstrer, når Blomsterne dør,
hænger ned gennem Luften i Ranker og Slør,
dær stanser han stundom og kaster sig ned
og lytter til Lyde, som han kun veed:
De døde Fugles fortryllende Sang
igennem Bruset af Blæstens Gang.