Til en Flok Ungdom
med Tak for en Sanghilsen.
med Tak for en Sanghilsen.
Febr. 1908.
I Finland var der — en større Skjald,
Mester, hvor jeg må kun stamme,
og dog min Broder i Kunst og Kald.
Han tændte sit Folk en Flamme,
som lyser endnu i dets Hal.
Men den, der selv har Fakkelen fat,
veed ikke, hvor langt den lyser.
Over ham sortner Loftets Nat,
Is på Ruderne fryser,
og Skyggerne skifter så brat. —
Han såe engang, med grånet Hår,
sit Hjem fra de stærkere Dage.
Der henne lå hans gamle Gård —
han tænkte sig langt tilbage
igennem de gangne År.
Og nærmede sig med tøvende Fjed.
Nu boede der fremmede inde.
Nedtrådt havde de Bed for Bed
hvert Mærke og hvert Minde.
Hans Hjerte var tungt derved.
Bag Ruderne skimted han Lægter og Spær,
der skrattede Høvl og Hammer.
En Snedker havde nok Værksted dær,
hvor han havde haft sit Kammer
og kæmpet i Åndernes Hær.
Han sukked. En Gysning igennem ham foer:
Så fejes vi ud som Spåner,
til Aske bliver de brændende Ord,
en Digter er glemt, når han gråner.
Snart er det en Grav, der gror.
Da stødtes pludselig Døren op:
Dær stod i ungdommelig Ynde
en Svend, og strakte sin slanke Krop,
og gav sig så til at nynne
med Blikket i Birkens Top.
Og greb sit Værktøj atter, og sang —
i stemte en mørkere Stemme.
Hvor Høvlen skured og Hamren sprang,
lød Sangen så hjerteligt hjemme.
Han kendte de Ord og den Klang.
Han kendte sit eget Hjertes Råb
til Folket, slaget og såret,
sin rigeste Vilje, sit højeste Håb,
af Ungdommen syngende båret
til Arbejdets hellige Dåb.
Han stod og lytted, han stod og lo.
Så gik han glad, den Gamle:
I levende Sind vil Sangeren bo;
lad så hans Hus kun ramle,
og Glemsel hen over det gro! —
Tak, I Unge! Jer Hilsen faldt
som Dug på støvede Blade,
lig Sangen, hvorom jeg har fortalt,
over Skjalden på Kuopio Gade.
Jeg veed, hvad Hilsenen gjaldt.
Ikke mig selv og den Kunst jeg kan.
Jeg er kun den stammende Tunge,
hvormed vort truede Fædreland
har råbt og kaldt på Jer Unge,
som endnu har Brystet i Brand.
Nuvel, så lyd det Bud og den Bøn:
Værn Danmarks Frihed og Ære! —
En Stump af min Sang gennem Stridens Døn
som et Brus i det Banner, I bærer —
lad det være Sangerens Løn!