»Oculi. Så kommer de.« —
Måske der idag er Snepper.
Gled Skyggen af en Fugl forbi
tyst henover den grønne Sti
og Løvets gule Tæpper?
En Krage kun, der svipped op.
Den sidder nu i Pilens Top
og slår med Vingen og skræpper.
Men drukken er den af dristig Vår.
Og der er Solskin, hvor du går.
Hvad er nu det, der rasler?
Se, ved Sankt Hubert, Hunden står
imellem de raklede Hasler!
»Avance!« — Nej, tænkte jeg ikke nok.
Fasan. En mægtig gammel Kok.
Hør ham, hvor han kan gale!
Han stiger som et Strålesyn
af Kobberglød og Purpurlyn
højt over Skovens brune Bryn.
Bi kun, han bliver nok på Fyn,
ham får vi nok i Tale.
Men nu i Marts, hvem gider nu?
Dette velsignede Solskin, Du,
det Solskin kan vi lide!
Man kan nu sige, hvad man vil,
men det er sødt at være til,
sådan ved Forårstide,
og vandre i det gyldne Skær
af Våren mellem de nøgne Træer,
de står så skinnende stille dær,
de står så skælvende blide.
Igennem Skovens høje Hus
går fjernt som et Forventningsbrus
en syngende Lokketone.
Og se, dær træder ved Egens Rod
i fugtig Muld med den spæde Fod
en lille hvid Anemone.
Hallo, hallo i den lyse Lund
med Bøssen frydelig skuldret ...
Svarte, Svarte! Hinter, Hund!
»Hvad fejler Du, er Du kulret?
Allez, men småt, småt, småt, min Ven!« —
Og Jægeren falder i Tanker,
og går med glødende Kind igen,
og lytter når Spætten banker.
Skovmærkeduft? Nej, en Douglasgran.
Dær står den grøn og lyser.
En lille Kvist kan nok gå an;
se her, med Neglen trykker man
den Kirtel i dens Bark, sådan,
så snuser man op, og nyser!
En krydret Olies fine Sprøjt
kildred i Næseboret.
Du nøs så højt,
at Stæren standsede sit Fløjt,
og Svarte tabte Sporet.
Men Skidt med Jagt og Jægerplan!
Vi fløjter selv med den gamle Pan
en vårberuset Vise
om disse grønne Højdedrag
og Bundgarn-Sætternes Rambuk-Slag
fra det blege Bælt i den blanke Dag
med fjerlet blånende Brise.
Her ude mærker straks din Kind,
at Luften bliver en anden.
Det er for lidt at kalde Vind,
det blæser ikke, det trækker ind
med østlig Kulde fra Stranden.
Men Du får Varme af din Gang,
hvert Flyt af Støvlerne svupper
og Lærken triller sin blide Sang
for første Gang, for første Gang,
i den lyse Luft over Hegn og Vang
og Pilens blinkende Dupper.
Og Jordens Lugt er frisk og ram,
og Ænder’ letter af Grøft og Dam,
og Agerhønsene skriger
langs alle Hegn og Diger.
Dær løber en på Bakkens Kam! —
Og se den Hare, se, hvor tam,
den stanser, hvor Marken stiger.
Fru Morten har nok flere med,
det tynger, og det dæmper.
Jump trygt afsted!
Idag gør ingen Dig Fortræd.
På Gensyn — i September!
Idag gir næppe Sneppeskud,
så venter vi til næste Bud,
vi venter på Lætare,
en Nat med Søndenvind og Slud,
så kommer de nok i Skare,
så hører vi i den mørke Nat
de trækkende Langnæbs Piben,
så kaster de sig i Hegn og Krat,
så får vi Bøssen bedre fat.
Idag må vi nøjes med Viben.
Den trækker endnu højt omkring
på runde Vinger i rappe Sving,
og tænker på næsten ingenting,
men vender dog Nakken og spejder.
Vi hører nok om føje Tid
dens buldrende Flugt i huslig Flid
og tueskærmende Fejder.
Hid, min Hund, og Jæger, duk!
Dær står de så minsandten.
Midt i Rugen en seksenders Buk,
og Råerne græsser ved Kanten.
Vel, hurtig ladt med tre og to,
og Hunden hårdt vist hinter.
Dit Hjerte klapper. Kløgt og Ro!
Vi binder Svarte ved den Bro;
en Råbuk hører Græsset gro
og spotter kun Fart og Finter,
men snildt og sagte sejrer tit.
Nu løber vi rundt om Bakken:
Han står forbistret frit.
Op imod Vinden, Skridt for Skridt,
hver Gang han sænker Nakken.
En Krage gør ærbødigt Bugt
og skriger hæsligt på sin Flugt,
og Bukken spidser Øret.
Han ser Dig — gør et Sæt derved —
Du står som Stolpen af et Led,
til Anklerne i Pløret.
Så kigger han efter de andre to;
de græsser Rugen i Fred og Ro.
Han står et helt Minut, står to
og stirrer Dig ind i Øjet.
Han står på Spring, med Kalveknæ.
Du er en Pæl, Du er et Træ,
den Krage har nok løjet.
Han føler sig tilsidst hel tryg.
Der bider »noget« på hans Ryg,
nu kradser han sig med Kloven
af højre Bagløb flot derop —
gør så tre, fire lette Hop
ad Dig til, bort fra Skoven —
og falder i det fjerde Sæt,
forendt i Knaldet, med et Spjæt.
Da mørkner det sort foroven,
en Hagelbyge trækker op.
Alt danser over Bakkens Top
de hvide Hagl i Rugen;
nu pisker de din Ryg, din Fod,
de smelter rødt i Bukkens Blod
og bunker sig under Bugen.
Vel. Det sæder et Jævndøgns-Sind,
der sent kun lader sig tøjre:
Vinteren slår din venstre Kind,
mens Foråret kysser den højre.
Mens Foråret kysser den højre.