Nej, du. Jeg misunder dig ikke.
Enhver fik i Livet sin Lod.
Selv du, o sejrrige, kender vel Sorg,
selv dig stak stundom en Brod.
Og jeg, som hverken fik Mønt
eller Magt over Riger og Byer,
vandt Fostbroderskab med den farende Blæst
og med de skinnende Skyer.
Så luftigt? Ja, så luftigt.
Af Muld end ikke det Mål,
som følger mig til mit Skrabejern
i Skjul mellem Hæl og Sål.
Men Jorden — ja, den bærer mig dog,
og jeg fik Lov til at drysse
omkring gennem Mark og Skov
og Krat med mig selv og min Bøsse.
Jeg har mine ældgamle Støvler,
de kender kun mig her på Kloden;
vel indsmurte glinser de venligt
og slutter så trofast om Foden.
Den Flik dær dækker en Flænge:
Jeg trådte en Ræv på dens Hals;
den bed mig. Det var min første Ræv.
De Støvler er ikke tilfals.
Og Bøssen, min prægtige Suhler-Dublet,
mit eneste kostbare Eje!
Den nynner sin Sang i mit Øre
langs Markhegn og sølede Veje:
»Vær rolig, du jagede Jæger,
endnu er din Kraft ikke brudt.
Og sker det — nuvel, du fortjener
ialtfald et ærligt Skud Krudt.«
Det gir en forunderlig Frihed
at gå fuldt væbnet dær
med Døden over sin Skulder:
Pas på, kom mig ikke for nær!
Er du min Ven? Eller Fjende?
Du hørte den Stålfjeder knække!
Nu ser vi på langs ad det blinkende Løb ...
to Skud, det er nok til os begge.
Snildt glider den ind i sit Kammer,
den fastladte glatte Patron.
Jeg elsker Lukningens lette Smæld
og den voldsomme Explosion.
Den Spændkraft i mit eget Sind,
af Stålbånd trangt omsluttet,
får ligesom Luft og Lindring
i hver ny Sprængning af Krudtet.
Vi leger det kun, vi leger:
Dær skød jeg et skamfuldt Minde,
dær skød jeg den usle Bekymring ihjel,
og Lykken fra Himlens Tinde!
Knald i Knald, og Fald i Fald,
og hurtig ladt påny.
Tiro! Dær skød jeg min Ungdom ned
af den fjernt bortsejlende Sky.
Du ser til min luvslidte Jagtdragt,
plettet af Blod og Rust?
Den tåler en Rift og et Regnskyl,
det er sådan, jeg ønsker den just.
Jeg står som en Risbøg med jordslået Løv,
en Bul med Svamp i Barken;
jeg ligger og ligner et Rugneg,
som Folkene glemte på Marken.
Når Stjernerne blegner mod Daggry,
og Vinden står op med et Suk,
lister jeg gennem Siv og Torn
på Skud af den lydhøre Buk;
og jeg spejder i Tusmørkets Eventyrdis,
når Solen ringes til Hvile,
fra Prambunden, vuggende kystlangs,
efter Ændernes hvinende Kile.
Når duggede Stubmarker blinker
i høstligt Solskin om Hunden,
smælder mit Skud til de svirrende Høns;
Genlyd gjalder i Lunden.
Og ligger i Månelys tindrende Sne
under Sølvskyers luftige Svæv,
står jeg vel under en Hegns-Pil
og skyder med Riflen en Ræv.
Det Vildt, jeg skyder, er andres.
Og dog, der er nok, som er mit:
Bukkens ru Glam, og dens knejsende Spring,
og Spejlets fjernt vuggende Hvidt;
Regnspovens Fløjt i den dugblide Nat,
Ravns Råb gennem Skov, så det runger;
og Hunrævens Leg foran Graven
med de smidige Unger.
Selv her i det dyrkede Danmark
henkaster de fri Dyrs Spor
i det duggede Græs, i det visne Løv
og i Markernes muldsorte Jord
med lunefuldt skiftende Lønskrift
den Lov, som alt Levende lyder.
Jeg brødløse Broder af Blicher,
den er det, jeg elsker og tyder.
Og ser jeg en Dag slet intet
af vinget og firføddet Vildt,
det er opløst i Luft eller sunket i Jord —
tro ikke, den Dag er spildt!
En Skovmus piber, dær smuttede den,
så rapt som Skyggen af en Svale,
og Solsorten fløjter og skingrer
igennem de kratgule Dale.
Det synger og ler i mit Hjerte,
når Solsorten skingrer og fløjter;
mit Sind, det gror med den grønne Rug
på Hovmarkens bugede Højder;
og Blæsten stryger min svedige Hud
med sin Friskhed af Bølger og Strand
jovist er der dejligt i Danmark,
i Blæstens og Skyernes Land.
Det er et uendeligt strømmende Væld
af Skabningens Liv, der kvæger
Ens Sanser og Ens Hjerte,
så sandt man rigtig er Jæger.
Hvad aner vel du, som lever og dør
i en Kløft mellem Mur og Mur,
om Menneskets Fryd ved at favne
sit Ophav, den frie Natur?
Det Favntag brister aldrig,
om end det skifter Form.
Jeg ligger tidt på den stille Jord
og lytter til Luftens Storm,
og tænker på Timen, der kommer engang,
og på mine faldne Fædre.
Jeg klapper den kølige Plovmuld ...
hvad skulde jeg ønske mig bedre?