Mit Bo har jeg bygt
ved den brusende Sø,
paa den yderste Brink står Huset.
Høst, Vinter og Vår
blæser bort under Ø —
Fugledun — Snefnug — flyvende Frø
Hør Havet dernede, hør Bruset!
Langt lyser ved Nat
over skummende Strand
heroppe min Arbejdslampe.
I Baalet med alt,
hvad jeg kæmpende kan,
for eet uforgængeligt Radiumsgran ...
Hør Havet, hør Bølgerne stampe!
Min Elskedes Smil
er det første, jeg ser,
gennem Sol fra den åbne Rude,
og Børnene ler,
ja, de ligger og ler —
mit Hjerte, hvad vilde du attrå mer? —
Men Søen, den suser derude!
Jeg hører det her
ved mit Arbejdsbord —
paa den yderste Brink står Huset —
jeg hører det Brus
bag min Elskedes Ord
og bagved Børnenes Latterkor.
Hør Havet derude, hør Bruset!S