Lavt henruller over Bæltets Blåning
de små skarpe Bølgers mørke Skygger —
lavt, som dine Dage ruller,
hver med Skygge på sin Skulder,
altid ny, og altid ens igen,
lavt og ligegyldigt hen.
Ensom henslængt i den våde Tangvold
ser du Motorbådens Master synke.
Hør det Syd af dens Propeller,
hør dens Stempel, hvor det smælder!
Hvert Sekund står alt på Spil.
Hvad mon selv du har dit Hjerte til?
Hvorfor? Hvorhen? Her er Verdens Midtpunkt,
denne Sandgrund i de stride Strømme.
Herhen blæser alle Vinde,
Hid kan alle Fugle finde,
Blæst og Trækfugl i dit eget Sind
stanser her, og søger ind.
Kom fra Rusland dette hvasse Vindstrøg?
Kom fra Korsika hin lune Stribe?
Blæste fra din Barndoms Have
langs med Kæres grønne Grave
denne Brise, der så køligt-blød
hilser dig fra Drøm og Død?
Kom fra Siljan, kom fra Sulitjelma
disse Bølger, der med Brusen brister?
Blanded sig i dem hin lille
birkeskjulte Hjemstavnskilde,
der i skyhvid solblå Strøm
længst løb fra dig med din Ungdoms Drøm?
Derfor elsker du at hviles ensom
med et Havdyb mellem dig og Verden:
Da kan dine Tanker vandre
uden Hindring med hverandre,
Blæst og Trækfugl i dit eget Sind
spejder, daler, søger ind.
Langvejs ude løfter, sig et Sejlbjerg
bag en Dampers mønjerøde Jernskrog.
Lad dem komme, lad dem drage,
hver med sin Last Løgn og Plage:
Søen ruller blå påny,
Blæsten vifter med en slørlet Sky.
Revlen skelnes på den hvide Brådsø.
Bråd? Nej, tusend Edderfugles Hvidhed.
Se, de løfter deres Vinger,
pisker Søen, så det klinger,
stiger med et Styrt af Skum og Sprøjt,
svinger langt, og svæver højt.
Trækker deres Flugt som ved en Trolddom
Bølger efter sig på Fuglevinger?
Nye Kiler, nye Klynger
løfter sig, så Luften gynger,
plasker atter ned i Skjul.
Hvad er Bølge snart, og hvad er Fugl?
Hvil kun udstrakt i din våde Tangvold
som en Sælhund, krøbet op af Dybet.
Se, de svømmer nær til Stranden,
hør, de snakker med hinanden,
dykker ned — og dukker op, som brast
Bånd på Bunden, der holdt fast.
Bjergand, Troldand, Knortegås og Hvinand,
Skarv og Himmelhund med onde Øjne,
hid kan alle Fugle finde,
de såe Vintrens Nordlys skinne,
de såe Is, som vi ser Vand,
før de suste til vor åbne Strand.
Se, dær gynger Edderfuglen snehvid,
kun med Nakken lysende smaragdgrøn,
se, dær ror den under Vandet,
som et Kongebarn, forbandet,
tryllebundet til den kolde Sø
og til Flugt fra Ø til Ø.
Se den sorte Fløjlsand, hvor kulsort,
Øjenspjældet hvidt kun, som af Blindhed.
Spørg, hvad Skæbne den har arvet.
Bredt er Næbbet, blodigfarvet.
Ser du, bag dens spiilte Fod
rødner Vandet som af udgydt Blod ...
Spørg dem, hvad de såe i Dybets Glaslys,
i den grønne, bølgeslagne Tangskov.
Spørg dem, hvad de såe dernede! —
Hvorfor har du Bøssen rede?
Skyd dog ikke paa de skønne Dyr,
dræb ej Drøm og Eventyr!
Luftens Guldglans blegner efter Solfald,
Havet sortner om den hvide Sandgrund.
Henstrakt på dens halve Måne
ser du Rummets Afgrund blåne,
hører Tidens bristende Krystal
gennem Bølgens Brus og Fald.