Gamle Anders ved Fugleå
er glad for en Snaps og en sovset Skrå.
Ved Stolk var han med som Dragon,
blev Kusk hos den salig Hr. Greve,
og har nu et hundrede Kroners Pension
og nådigst Lov til at leve —
i Halvsult, Snavs og Useldom,
til Hytten en Dag blæser om.
Gamle Anders ved Fugleå
er plaget af Gigt, kan dårlig gå.
Hver Dag kommer Naboens Kvind
og hjælper ham op tilsæde;
hun har syv Børn og et Satans Sind
og får ham tit til at græde.
Så går hun hjem og gir Ungerne Klaps,
og han tar sig en Skrå og en Snaps.
Dær sidder Anders ved Fugleå,
krumbenet, tyndbenet, snavset og grå.
Hans Armstol er flettet med Halm,
tykt Vadmelstøj stritter om Kroppen,
Stuen er enten kold eller kvalm,
og bide gør Lusen og Loppen.
Så skutter han sig med et Hiv og et Suk —
og tar sig et godt lille Kluk.
Der er alfar Vej over Fugleå.
Med Trøjeærmet kan Anders nå
at viske Vinduets Glar.
Han kender fra fire Sogne
hver Bonde og skelner hvad Ærend de har
af deres Bæster og Vogne.
Til Mølle, til Bys, jo, Anders er med —
og får sig en Dram hvert Sted.
Gæstfri er Anders ved Fugleå,
han byder dig strax en Snaps og en Skrå
og famler med rystende Hånd
i Skuffen og hitter Medaljen
og gnider dens Malm og glatter dens Bånd:
Mars mars! gik det lukt i Bataljen,
Bæster og Folk i een Klump. Han slap
med en Rift og en bortskudt Knap.
To Gange om Året står Storvask på
for Stuen og Anders ved Fugleå.
Han sidder med vandkæmmet Hår,
fint raget, og venter på Præsten;
han hverken snapser den Dag eller skråer,
han staver Salmen og Læsten.
Beredt skal man gå til Nådens Bord
og annamme Guds hellige Ord.
Men Dagen derefter ved Fugleå
tar Anders trøstig en to Tommers Skrå
og spytter i saftige Strip,
frigjort for Synden og Skammen.
Ud gennem hans røde Næsetip
siver blinkende Dråber af Drammen.
Selv en knejsende Kusk på en grevelig Buk
ser han uden et Suk.
Det blæser og regner ved Fugleå
gennem Væggen af Ler, gennem Taget af Strå,
men dø, Godtfolk? Nej Tak!
Er Livet da kuns for Grever?
Den kloge Kones ny Plaster trak
det onde fra Anderses Lever
ud af en Byld på hans Tommeltot.
Nu har han det rigtig godt.
Den fattige Anders ved Fugleå,
så længe han har kun en Snaps og en Skrå
er Livet ham til Behag.
Han har kun een Bøn til Vorherre:
At han må gå bort på en ædru Dag.
Det skal vel knibe, desværre —
Dog kan det ske, at der gives Pardon
endda til en gammel Dragon.