Vist ingen, som har hørt dem, glemmer
de gamle Klokkers dybe Stemmer.
De ringer Solen op og ned
bag Skov og grønne Banker;
de ringer Tid og Evighed
og underlige Tanker.
De ringer Året ind og ud;
de ringer for den unge Brud
og for den åbne Grav.
I Julesne og Pinsemaj
vidt lyder over Mark og Vej
med evig Længsels Krav
i Klagesuk og Jubelsang
de gamle Klokkers dybe Klang.
Landsbyer, Gårde, Mosehytter,
de lukker alle op og lytter.
I Vinterslud, i Sommerdug,
det kalder og det tvinger;
man kigger op til Tårnets Glug,
så længe Klokken svinger.
Den tav; dær tav syv hundred År ...
Sligt er der få kun som forstår;
men denne Toneregn
befrugter dog de stumme Sind
i Broderskab med Sol og Vind
og Stjernehimlens Tegn
og andre Ting, som er fra Gud
og vælder evigt på hans Bud.
Sært nok, at dette Malm, der toner,
er støbt som Ovne og Kanoner,
og såre møjsomt hejset op
og hængt ved stærke Kroge
på Bjælkerne i Tårnets Top
hos Ugle og hos Råge.
Og hversomhelst kan med et Greb
om Knuden af et snavset Reb
straks vække Malmets Ånd.
De høje Klokkers Tonevagt
for Himlens Port er ikke lagt
i nogen Engels Hånd;
de tjenes og de styres blot
helt jordisk, ja, selv jordisk småt.
Bredskuldret, knoklet, gigtkrum bøjet,
og med et fjendtligt Glimt i Øjet,
går Karen dær. Hun skridter af
som Karl i Kvindeklæder
med knudret Hånd om knortet Stav
til Støtte hvor hun træder.
Om Hagen stritter Stubbe grå;
hun gumler iltert på sin Skrå
og mumler ved sig selv,
mens tungt, som tusend Gange før,
hun kravler indad Tårnets Dør
op langs det tykke Hvælv
ad Trappetrin og Bjælkebro
og griber Tovet med sin Klo.
Vægtstangen vipper, Klokken svinger,
og Knevlen slår, og Malmet klinger.
Slag følger Slag, og Klang mod Klang
slår rungende tilbage,
det dunkle Rum er fyldt med Sang
og Suk og Råb og Klage.
I Øst og Vest, i Syd og Nord,
højt op i Sky, lavt ned mod Jord
flyer Klangen Gry og Kvæld;
men Karen tykkes, halvt i Drøm,
at alt går ud kun som en Strøm
af hendes Hjertes Væld
og alt kun opad, op til Gud,
med lønligt Håb og bønligt Bud.
Så synker da de sidste Toner
i Præstegårdens Lindekroner,
og Karen kommer, svedt og træt,
men mindre hård i Synet;
man kunde tro, hun havde grædt,
endskønt hun rynker Brynet.
Hun skridter bred og buklet bort,
men nikker nu til Gensvar kort
og gir „Gudhjælp!” igen;
går Præstegårdens Stald forbi,
ud over Marken, ad en Sti
halvhundred Alen hen,
imod den lave Flagredør
i Hytten som hun kom fra før.
At ældes arm og smertestunget
var ej for Karens Vugge sunget.
De Folk som er i Karens År
kan mindes hendes Latter
og hendes lyse Ungdoms Vår
som Lavs i Ulstrups Datter.
Hun kunde gøre Forkarls Værk,
hun var så køn, som hun var stærk,
og Farens Øjesten.
Og der var Jord og Penge nok,
og Frierne, de kom i Flok,
og gik med Nej, hver en,
indtil hun tog den svenske Pjalt
og mistede for hans Skyld alt.
Ham svenske Jonas kunde synge
så Hjertet sad som i en Gynge,
fløj dybt og højt med Tonen ud
i sød og farlig Svimlen.
Og Karen fløj. Hun blev hans Brud
i Løn, for Gud i Himlen —
og vågned op, gjort arveløs,
før „hjärtavän”, nu „jävels tös”,
der narred sig til Mand.
Gift blev de, skønt med Ve og Ak,
men Jonas drev, og Jonas drak,
som kun en Svensker kan,
og alt hans Fusk og Brændvinsfyld
var Karens Skam og Karens Skyld.
Men Karen ypped ingen Trætte,
hun tog det som fortjent med Rette,
gik ud på Vask fra Sted til Sted,
sled hårdt, med Flid og Nemme,
ja, strøg tit Mandens Teglsten med,
mens han lå fuld derhjemme —
til han en Dag beruset kom,
hvor Drengen i sin Leg krøb om,
og sparked til den Små:
Da sprang hun op og slog sin Mand,
slog vildt, som rent fra sin Forstand,
bød ham med Bandsord „Gå!” —
Og Jonas gik. Han gik og lo.
De fandt ham hængt bag Ulstrup Kro
Men Barnet, det blev sygt og døde.
Og da gav Lavs i Ulstrup Møde.
Den lille Grav var kastet til;
så tren han hen til Karen.
Han græd: „Kom hjem den Dag du vil!”
Hun vendte sig mod Faren,
hun rystede af fjendsk Foragt:
„Det var lidt sent, du fik det sagt!” —
Så gik hun hjem til sit,
sin Ensomhed, sin Fattigdom,
sit Nag. Hun såe sig ikke om,
gik tungt, med lange Skridt,
og stængte bag sig. Døgn gik hen,
før Døren åbnedes igen.
En Præst må gå, hvor Guds Ord kræves,
men her gik Præsten selv forgæves.
Først da med Biblen i sin Favn
han kom for tredje Sinde
og bød: „Luk op, i Herrens Navn!
Han kalder på dig, Kvinde.”
Først da, først da kom Karen ud,
med uredt Hår og gusten Hud
som fra en Fængselsgrav,
og stod dær kold og stod dær stum
trods Lov og Evangelium;
hun rysted alting af:
„Den Lille bliver frelst, måske;
fordømte er vi andre tre.”
„Vist er det, I har vakt Guds Vrede;
men derfor er det du skal bede.”
„Det kan jeg ikke.” „Så skal jeg.”
„Det er ej Ham det gælder!
Om selve Bispen bad for mig,
så hjalp det ikke heller.
Ens bedste Bøn nåer sjældent ind
så nær som i det næste Sind,
men op til Gud er langt.
Mit Råb nåer aldrig Nådens Port;
og bad jeg, bad jeg nok for stort ...”
Hun ånded træt og trangt.
Da runged over By og Vang
de gamle Klokkers dybe Klang.
Og Karen skjalv og skjulte Blikket.
Men Præsten rejste sig; han nikked:
„Ja, Karen, når vi selv i Trods
vil for vor Skæbne råde,
da råber Klokkerne for os
til Himlen om Guds Nåde.
For dem er ingen Bøn for stor.
De beder for den faldne Jord,
og det skal nok nå frem.
Giv du nu Klokkerne din Bøn.
De råber højt, og dog i Løn. —
Godnat!” — Så gik han hjem.
Men Karen sad i Tvivl og Håb
og lytted til de Klokkers Råb.
Fra den Dag rysted hendes Hjerte,
kun halvt forstenet i sin Smerte,
hvergang hun, Aften eller Gry,
og ude eller hjemme,
fornam i Klokkens Klang påny
sin egen kvalte Stemme.
Den gamle Ringer blev for svag;
så stod hun selv en skønne Dag
og trak det tunge Tov;
og lønligt Suk og bønligt Bud
fik Lyd, steg udløst op til Gud ...
Å Gud, at hun fik Lov! —
Forstod hun ej hvad Bønnen gjaldt,
hun følte dog, hun bad om Alt.
Og mens hun ringer, mens hun kimer,
går tredve År som tredve Timer.
Det trækker ind ad Glug og Tag
igennem Klokkerummet;
hun står der drivsvedt Dag for Dag,
af Gigt er Kroppen krummet,
så hun med sine stive Kløer
vel rækker Jorden, før hun døer.
En grimme gammel Kvind,
med Hagens Stub og Hårets Tjavs
og alle Furer fyldt med Snavs
på Pande og på Kind.
Skræmt flygter Byens Børn i Flok
for Karen Ringers Knortestok.
Men Karen ringer så det runger,
det råber som af tusend Tunger.
Hun ringer for sit Barn, sin Far,
hun ringer for den Hængte,
for alt hvad ondt hun i sig har,
og gjorde før og tænkte.
Hun ringer Fred, har ringet Krig,
hun ringer Brudefærd og Lig,
og mener Et med Alt —
mer end hun selv og Mængden veed:
Alvisdom, Albarmhjertighed,
af evig Længsel kaldt.
Måske de høje Klokkers Vagt
er i de rette Hænder lagt.