I
Når var det, hvor var det, den brast?
En Stræng i min Sjæl kun Brusten.
Et Svinghjul som rendte sig fast;
nu æder Rusten.
Giv Glemsel, o Solskin og Blæst
og glitrende Bølger!
Det blæser med Vår af Sydvest,
og jeg følger.
Jeg genkender Svinget af Vejen
og Gårdenes Klynger;
de ligger som Linned på Blegen
og Lærkerne synger.
Nej, Åmosen er det som toner:
En milebred Harpe,
spændt ud mellem Asernes Kroner,
de skovblå skarpe.
Spændt ud med de strømblå Strænge
der sitrer i Blæsten.
De lokker Ens Hjerte så længe ...
Jeg glemte dem næsten.
II
Her gik jeg den modsatte Retning
en Sommer for tyve År siden
og tvandt på den Tankernes Fletning
der bandt mig til Tiden,
Min Fjende, og gjorde mig ene,
til Kampen endes,
og bød mig det Brød, som er Stene.
Dog mangt kan hændes.
Ja, selve den mægtige Tid
kan blive den lille.
Som død kan jeg vinde min Strid;
det er ikke for silde.
III
Nu vandrer jeg Længslernes Led,
ikke frem, men tilbage.
Et Sår skaller af for hvert Fjed
mod min Ungdoms Dage.
De glattes, de glødende Ar,
i den lægende Vår,
og min Hud blev frisk som den var.
Jeg er glad hvor jeg går.
Hver Pil ved de vandfyldte Grøfter,
hvert soltørret Dige,
hvor Følfodblomsterne løfter
de gule Flige,
Gør lønlige Tegn til den Vandrer
som var deres Ven:
Vi kendes endnu ved hverandre,
vel mødt her igen!
Og de legende Unger som ligger
ved Husmandens Dør,
de nikker igen, når jeg nikker,
som såe de mig før.
De såe mig — såsandt deres Fædre
og Mødre engang
har leget med mig. Det er bedre
end mangen en Sang.
Og selv fra de altfor friske
og spraglede Huse
hører jeg Minderne hviske,
som Siv kan suse.
Jeg ser jo de klinede Hytter,
som Borte nu gemmer,
og genkender, når jeg lytter,
de Dødes Stemmer.
IV
Dog er jeg mer end de Dødes
drømvandrende Gæst.
Her står jeg hvor Vejene mødes
i Vårsol og Blæst,
Og knejser dristigt og tror mig
en guldkrushåret Student —
så bugnende bærer den Jord mig,
så kært og kendt.
Butiken og Kirkegårdsmuren
og Enkesædet:
Her hviles mit Hjerte fra Turen;
ja, her er Stedet.
Eet er dog Sjælens af alle
de tusende Sogne ...
Da hører jeg Klokkerne kalde,
ser langsomme Vogne.
Der tales derinde. De synger.
Elsket og savnet ...
Så skilles de sortklædte Klynger;
jeg hører Navnet.
Et Barn er begravet, en Datter
af en der med mig var Dreng.
Da hulker med halvkvalt Latter
Erindringens rustne Stræng.
Hvor blev han af nu, Studenten,
den ranke, med Krøller?
Det skrider, gør Leret i Skrænten,
og Strømmene skyller.
V
Hvad fabler jeg? Klokkerne tier
og Vognene kørte ...
Var alt kun en Drøms Melodier,
som Drømmeren hørte?
Her står jeg og taler med Smeden.
Ja, Tiden går.
Det, der kun synes forleden,
er tredve År.
Men Smeden er stadig den samme:
Det sorte buskede Skæg
og det kraftige Blik — Jern, Flamme
og sodet Væg.
End ser jeg bag Ruderne skinne
en rød Balsamine.
Dær spilled jeg Sorteper inde
med Smedens Kirstine.
I Trods mod Alverden jeg fægted;
hun smelted mit syvårs Hjerte,
det blussende Barn — jeg smægted
og lod mig sværte.
Nu sidder hun Enke med Gården
derovre i Tviden —
gør Smedens Kirstine fra Våren
for tredve År siden!
VI
Det er som en Flod jeg fornemmer
evindeligt bruse
bag alle de venlige Stemmer
fra lave små Huse.
Jeg hører et Vandfald true
fra tordnende Bredder
i Sognefogedens Stue,
hvor tyst jeg sidder,
Og ser, bag hans rynkede fine
forstandige Træk
og hans Smil og hans rørte Mine,
en Dreng smutte væk.
En Dreng som løber og leder
i Kongsdal Enge
med Far efter Fuglereder,
to raske Drenge,
Der lægger snedige Planer
mod Lotte, min Faster,
om Baghold i grønne små Graner ...
som længst blev Master.
Jeg hører de gamle Børns Røster,
og Græshopper synger
fra sjunkne Sommeres Kyster,
så Gulvet gynger.
VII
Så lister jeg ud for at skjule
mit sitrende Sind
i Kirketårnet hos Fugle
og Vær og Vind.
Jeg bolter bag mig den gamle
groft jernbeslagne Låge
og finder uden at famle
de kendte Kroge.
Jeg kravler ad ormædte Trapper
og stejle Stiger
imellem Luger der klapper
og Råger der skriger.
Jeg rører det rustne Anker
i den Kampestens Mur
og går på de vældige Planker
i Klokkernes Bur.
De hænger så tyst i den skumle
men luftige Hal;
kun hundredårs Indskrifter mumle:
Vi kender vort Kald.
Jeg læser og lytter — og rører
de tunge Kroner.
Da ryster mit Hjerte. Jeg hører
hvor Malmet toner.
Far, Farfar og Farfars Far
har vel kendt Klokkernes Klang,
og vidst hvor den knuged og bar
Guds Tjeneres Gang.
De har talt i det smykkede Kor
over kransede Lokker
og talt over tre Skovle Jord
med disse Klokker.
Og deres Bønner og Klage
og knuste Håb
har stormet i Krigens Dage
med Klokkernes Råb. —
Farfar i tætknappet Kofte
med buskede Bryn.
Jeg såe ham ikke ret ofte,
men husker det Syn.
Og den opslagne Bibel på Bordet:
„Læs her, min Dreng!”
Han lytted alvorlig til Ordet,
dybt mild og stræng.
Lad briste! Der gives de Bånd
som aldrig forgår;
Han velsignede mig med sin Hånd
på mit gule Hår. —
Og Farmor, en fin gammel Kvinde
med drømblå Øjne.
Det er så mægtigt et Minde,
skønt År er fløjne.
Hun hvilede hvid og spæd
i alt det hvide,
dødtræt; og jeg tror jeg græd
ved hendes Side.
Da rejste hun sig i Sengen
med hulkende Røst
og greb og knugede Drengen
ind til sit Bryst.
Det Bryst, hvis Mælk en Gang
min Far havde drukket.
Der brast som en jublende Sang
i Smertesukket.
Og under en Regn af Tårer
trykkede hun
som rejst fra sin egen Båre
et Kys på min Mund.
Jeg såe hende aldrig mer —
kun en Blomsterdynge,
der sank i det kolde Ler
med så liden Tynge.
Men Klokkens klingende Krone
i tusmørk Ro
har tryllet frem i een Tone
dem begge to.
Thi under de Toners Bue
bar trofast i to Snese År
den stilfærdige Præst og hans Frue
Livs Kamp og Sår.
Og da de med udslidte Våben
tilsidst måtte vige,
slog Klokkerne Porten åben
til Himmerige.
Og ringer endnu hver Kvæld
over Støvets Rede.
Jeg åbner en Glug på Hæld:
Dær ligger de nede.
I Duft af Hylde og Hægge
fra Præstegårdshaven
grønnes med Vedbenddække
Dobbeltgraven.
VIII
Jeg lukker den Glug. For silde!
Det er allerede sket:
Alt hvad jeg nødigst vilde
har jeg set.
Bag Bedsteforældrenes Grave
Barndomshjemmet,
tre Slægtleds Hus og Have,
nu stængt og fremmed.
Jeg ser det her hvor jeg hænger,
som før jeg såe:
De hundredårige Længer
med Tag af Strå.
Og Storkereden på Stalden.
Det Røverkastel:
Hvor var der en Knevren og Skralden
hver Sommerkvæld!
Af Hjørneskorstenen stiger
en blålig Røg;
jeg hører pludrende Piger
og Køkkenstøj.
Jeg hører Ringene klirre
fra det gamle Komfur.
Så underlig det forvirrer ...
Nu slår der et Ur.
Syv Slag. Så bliver der smækket
et Vindu op. Ja, naturligvis,
nu kaldes der: Bordet er dækket —
Kom ind, Børn, og spis!
Jeg selv er nær ved at svare
fra Tårnets Tind,
men kender ikke den Skare,
der stormer ind ...
IX
Her sidder jeg skjult og bange;
men Haven dær
med dens grønne Plæner, dens Gange
og gamle Trær
Er uforandret den samme,
som da jeg såe
min lønlige Ungdoms-Flamme
med Florentinerhat på
Sidde ved Elmetræet
i Aftensols guldrøde Strømme
med Hænderne foldet om Knæet
og stille drømme
I Sommerens søde Lejde
hos Blomsterduften
uden at ane hvad Fejde
jeg førte fra Luften.
X
Dær kupler nu Elm og Linde
de nøgne Grene,
og nu er de andre inde
og Haven ene.
Farvel, Klokker! — I tier? —
Jeg går bedrøvet;
det blir ikke Jer som vier
mit Støv til Støvet.
Jeg er en fremmed som træder
med frygtsomt Fjed
på Mindets hellige Steder
og skælver derved.
Det skræmmer alt, og det lokker
med lønlig Tvang.
Da ringer de gamle Klokker
til Solnedgang.
Og Tonerne fylder med Fred
den tusmørke Gård.
Jeg bliver så tryg derved,
hvor træt jeg står.
Jeg ser i gladere Tanker
nu end før
hin Dør mellem Rosenranker
som Fremmedes Dør.
Det Lys bag de lave Ruder
er tændt for andre,
men hilser fra gamle Guder
en ensom Vandrer.
XI
Jeg skimter i Lampeskæret
en Række Profiler —
en Kande der løftes iværet —
en Pige der smiler —
Så går jeg ud af den skumrende
Baggårdsgyde
og lytter til Staldens humrende
Dyrelyde.
Her ligger nu Haven ene med
glasgul Himmel
bag sorte Kviste og Grene,
vårligt svimmel.
Erindringen smutter og jubler
— en hjemvendt Fugl —
i alle de Kroner og Kupler
og Lysthusskjul.
Det lyser langs dunkle Hækker
og skumrende Skrænter
af stille Vintergækker
der står og venter.
De skinner langs Dam og Dige
i hvide Klynger
som Børn af et hemmeligt Rige;
de står og synger.
Jeg bøjer mig mod deres Kroner:
Hvem venter I på? —
De spæde nynnende Toner
kan ingen forstå.
Men over Kastanjen er Himlen
begyndt at blåne.
Dær hænger i Grenevrimlen
den gule Måne.
Og som jeg nu går og finder
de gamle Stammer
med deres Navne og Minder
i Månens Flammer,
Og sporer på Duften de Buske
hvormed Rabatten er kantet.
Violer som jeg kan huske
jeg selv har plantet,
Får også de andre Ting Stemmer,
Stene og Jord.
De nynner om noget de gemmer
og noget der gror.
Et Kvidder, en Rislen, et Sus ...
Jeg ser kun det lave
langstrakte hvidkalkede Hus
i en månelys Have.
Usynligt er det som fortryller,
og svært at tyde.
Dog skelnes i Tonernes Mylder
nu enkelte Lyde.
„Vent!” hvisker en Vinterasters
mig dæmpet imøde.
Jeg veed at den Røst er min Fasters —
jeg blev født da hun døde.
Og Maidenblush-Buskene kalder:
„Kom her og dans!” —
Hvem saae vel sin Far i den Alder?
Dog Stemmen er hans.
Og ud fra Kastanjerne stammer
to barnlige Røster:
„Se, her har vi vores Kammer!”
— Min Bror og min Søster.
Jeg lytter. Hvad mer skal jeg gøre?
Men Sangen og Suset
pibler af Ruder og Døre
i selve Huset:
„Hvad er det, som her gør dig fremmed?
Dit snævre Sind.
Luk ikke dit Hjerte for Hjemmet —
Kom du kun ind!”
XII
Så finder jeg Gangdøren åben,
og åbne Hænder og Blikke.
Min Rustning og mine Våben
behøves ikke.
Det er ikke alt som flyttes,
når Slægterne vandre.
Vi, som aldrig før mødtes,
vi kender hverandre.
Her sidder en grånet Fader
og falmet Moder
og ser på de glidende Flader
af Livets Floder,
Mens knejsende Sønner, Knægte
og voksne Svende
forlanger sig ud at fægte
til Verdens Ende,
Og mørke strålende Piger
med røde Munde
går drømmende rundt og higer
mod Havsens Bunde.
O, vist er vi Fremmede Frænder
af samme Rod,
og Hjemmet i Slægtens Hænder
kun videre groet!
Jeg hører af deres Tale,
og da de synger,
af Tonernes Bjerge og Dale,
hvor Hjerterne gynger.
Forældrene synger. Det svulmer
af kæmpende Dage,
det bryder, og brister, og dulmer:
Nu ser vi tilbage.
Så stiger i skælvende Stråler
en Ungpigerøst.
Det er Himlens Højde den måler
med ængstelig Lyst.
Vel er det knap til at tåle
for en som er ældet,
og dog, lad den stige, den Stråle
af Æventyrvældet!
Den steg vel før her i Rummet
af andre Struber.
Når tror man, en Sang er forstummet
i Støvets Gruber?
Den veed sig i Træernes Kroner
hos Vinden at fjæle.
Og Blomsterne hvisker og toner
af henfarne Sjæle.
De Dødes — og vore egne,
som vi har mistet!
Vi finder dem allevegne,
når Sløret er bristet.
Og kommer der Folk som træder
uden Sange,
lig Dyr, på de hellige Steder,
så flygter de bange.
Så skjuler de sig. Men de er der.
Det lever, det døde,
og ånder syngende Hjerter
med Sang imøde.
Selv vi, selv vi, der os vånder
i Kødets Glæder,
kan leve i Løn som Ånder
på andre Steder.
Legemet kan man flytte,
men Sjælen er tro:
Hvor den een Gang blomstred og blødte,
dær vil den bo.
Forladt af sin Sjæl må man vandre
så tung som Bly
og låne sig frem hos andre,
til man får sig en ny.
Den første er blevet tilbage,
har gjort sig fri
til evigt Liv i de Dage,
som blev forbi.
Og andre, måske kun hin ene
kan møde den dær
og tale med den i Stene
og Blomster og Trær.
Da mærker man undertiden
i dulgte Skælv
af underlig Lyst og Liden
sit mistede Selv.
Hvorfor da så ængsteligt fritte
tilbage og frem?
Vi lever i altings Midte,
går altid hjem.
XIII
Farvel, I knejsende Svende
og trodsige Knægte!
Vi ses ved Verdens Ende,
dær skal vi fægte.
I mørke, I strålende Piger,
Farvel, Farvel!
Vi mødes vel dær hvor I higer
en månelys Kvæld.
Og I, som råder herinde
og undte Gæsten
sin levende Lod at finde
af Påskefesten —
Jeg søgte Jer her som fremmed,
og hilser nu da jeg går:
På Gensyn! På Gensyn i Hjemmet
om hundrede År!
Forgængeligheden truer;
måske er det gamle Hus
med de bjælkeloftede Stuer
da lagt i Grus.
Men selv bag styrtede Vægge
og ildædt Strå og Stok
skal vi såvist finde Dække
og Lunhed nok.
En Evighedssang skal vi suse
med Blæsten her
igennem de sjunkne Huse
og smuldrede Trær.
I Klokkerne skal vi gynge,
når Malmet runger,
og lære Luften at synge
med salige Tunger.
Da veed vi, at Vinteren gækker.
Langs Glemselens dunkle Dige
skal vore lysende Rækker
en Vårnat stige.
Og langs de skumrende Skrænter
skal atter en Vandrer gå
og undrende spørge: „Hvem venter
I Blomster på?”