«Hvile! Hvile! Jeg vented længe —
nej, dér staar det, det hvide Ansigt!
Altid er det, hvor ingen tænker,
stadig staar det og stirrer paa mig,
træt i Synet og blegt som Savnet,
tungt af Sorger, men tømt for Sukke.
Magt der er i dit Blik, jeg møder:
tusend Timer af ængstet Vaagen,
hede Bønner, som ingen hørte.
Hver en Vej i det hvide Ansigt
maa jeg følge, imod min Villie:
Visne Læber og stramme Linier,
faldne Kinder af graalig Farve.
Før jeg saa dem, min Haand dem følte,
runde var de og rosenbløde, —
ingen troer det, som ikke véd det —
lys var Huden, og Munden liflig,
sød af Ungdom og Moderømhed.
Mig den lo til, og mig den lærte
Kys og Latter og kærlig Tale.
Vel jeg mindes, med Ve jeg mindes
Sang i Øjet og Sol paa Panden.
Hvem har skaaret de skarpe Furer?
Min var Haanden paa Smertens Plovgreb,
jeg er Angsten, og jeg er Sorgen,
jeg er alle de vaagne Nætter!
Skaan mig, du mine Hænders Gærning!
ød mig ikke min usle Hvile!
Stumt sig klager de stille Læber,
jeg maa tie, ak jeg maa tie,
knytter Haanden og knuger Øjet,
Blod og Flammer i Mørket blandes
Stadig ser jeg det hvide Ansigt
staa foran mig og stirre paa mig,
træt i Synet og tungt af Sorg.»