Ole Hou med det røde Skæg
(Motiv fra Souvestres bretagniske Æventyr.)
(Motiv fra Souvestres bretagniske Æventyr.)
I.
Det er den hellige Paaskenat,
og alle smaa Piger og Drenge
har foldet deres Hænder og bedt deres Bøn
og sovet rolig længe.
Det er den hellige Paaskenat,
vildt suser Vinden herude,
hvert Barn har hvilet sin røde Kind
forlængst paa den hvide Pude.
Og Far og Mor er gaaet i Seng,
man hører kun i Stuen
den gamle Bornholmer, og af og til
buldrer i Ovnen Luen,
og blusser op, saa dens røde Lys
falder ud gennem Sprækken i Laagen
og skinner paa Bedstefars gule Hund,
der snorker i Kakkelovnskrogen.
Det er den hellige Paaskenat,
selv Kroen er mørk og stille;
eneste høres den vilde Vind
i Luften klageligt spille.
Nu sover den ganske Østerild By,
mens aldrig en Stjærne skinner.
Gud hjælpe den, der er ude inat,
at vel sin Vej han finder!
II.
Den sorte Kat lister hjem fra Jagten
langs med den lune Væg.
Paa Heden strejfer den unge Karl,
Ole Hou med det røde Skæg.
Foregangsmand ved Plejlen og Leen,
og villele til en Svingom,
snild paa Haanden og rap i Tanken,
Pigernes Ven, hvor han kom.
Han gaar med Knapper af Sølv i sin Kofte,
som før kun for Bonden var Sæd.
Hvor han gik bort, var der ikke saa sjælden
en køn lille Pige, der græd. —
Hvad vil han her paa den sorte Hede
den hellige Paaskenat?
Hans Tanker de flyver ud og ind
som Svaler i Ellekrat.
Han tænker paa, hvad han hørte forgangen
af Stodderen Hendrik Halt,
ham med det skidne hvide Skæg,
der ned til Bæltet faldt.
Den gamle Stodder, hans Øjne var røde,
hans Tandstump muggen og grøn,
men der var ingen saa klog som han
fra Bjærget til Thyborøn.
Hans Kofte var falmet, og Huen skimlet,
og rynket og gul var hans Kind,
men han havde lært sig lønlige Ting
ved at lytte til Luft og Vind.
Og han fortalte: «I gamle Dage,
da Østerild Hede var Skov,
og Bønderne drev deres Svin paa Olden
fra Hjardemaal Klit til Hou, —
«da i Ægget laa den ældste Ravn,
som nu hugger i blodig Brad, —
i gamle Dage da laa der ved Kysten
herude en prægtig Stad.
«Hvor Havet hugger mod Bulbjærgs Mure
og skummer om Skarreklit,
dèr bredte en By sig Tag ved Tag
om et Slot af det skinnende Kridt.
«I Slottet sad der en knejsende Konge,
ingen turde le ad hans Navn.
Hans Skibe skar i de fjærneste Have
med deres forgyldte Stavn.
«Hans Kongestav var en Mistelten
fra Fata Morganas Ø,
en Tryllevaand: den drog hans Skibe
frelste fra Storm og Sø.
«Saa løb hans Flaader til Indiens Kyster
og bragte ham Guld igen.
Han aad af Guld, han drak af Guld,
gav aldrig et Kødben hen.
«Kom der en Kvinde med Barn ved Brystet,
uhjulpen han lod hende gaa,
kom der en haltende gammel Stodder,
ham pudsed han Hundene paa.
«Da løste Gud sin retfærdige Vrede
i Natten til Paaskehelg;
Stad og Slot og Drot blev slugte
af Havets graadige Svælg.
«Stormen rejste de flyvende Sande
og førte dem frem som en Flod,
Skoven knustes, og Træerne skjultes,
og Lyngen krøb frem, hvor de stod.
«Det skete dengang, der var grønnende Skov,
hvor nu Heden er bred og brun.
Da havde den ældste af Klitternes Ravne
end ikke de første Dun.
«Men hvo der dristig en Paaskenat,
naar Midnatsklokken slaar,
ene, uden at nogen véd det,
ud til Bulbjærg gaar,
«og banker med sin højre Haand
paa Bjærgets bratte Sten,
han skal finde en aaben Vej
til den mægtige Mistelten.
«Men griber han ikke den stærke Vaand
før Klokkens tolvte Slag,
da maa i Bulbjærgs sorte Bug
han blive til Dommens Dag.» —
III.
Det var Ole Hou med det stride Sind,
han gik ved Nat over Heden,
foroven jamred Nordvestenvinden,
det pusled og hvisled forneden.
Det raslede gennem Gyvel og Pors
og i Lyngens strittende Buske.
Han hørte Rævenes hæse Glammen
og saa dem snigende luske.
Og Brokken snøfted, og Musene peb,
og Pindsvinet roded og prusted,
og Uglen strøg ham saa tæt forbi,
at han mærkede Vingepustet.
Saa snubled han over de sejge Rødder,
der sært sig lig Orme slynged;
saa stod han midt i den sumpede Mose,
hvor Grunden under ham gynged.
Sveden sprak af hans Pande frem,
og Knæerne under ham rysted,
men tænkte han saa paa Misteltenen,
skød Hjærtet han op i Brystet.
Nu var Natten, og han var Manden,
Vaanden vilde han gribe:
han skulde hæve den sjunkne Stad
og fylde dens Havn med Skibe:
Han skulde lokke den grønne Skov
til at løfte sig frisk af Sandet,
saa Bonden kunde drive sine Svin paa Olden,
og Lyngen forvises af Landet:
Saa vilde han rejse saa gæv en Kirke,
hvis Taarn skulde kendes vide;
med den kønneste Pige fra hele Thy
vilde han til Messe ride:
Hun skulde sidde paa hans Sadelknap
og op mod ham smile,
hans blommede Hingst skulde danse frem
og tygge sin gyldne Mile:
Og Kæresten skulde med Silke klædes,
saa stiv, at den knitred og braged,
som Fru Anne Søe fra Kjølbygaard,
naar hun til Højris aged:
Og Ole Hou med det røde Skæg,
han skulde for Thyland raade,
og han skulde vel bevare sit Rige
med Guds og de Helliges Naade:
Aldrig skulde med Barn ved Brystet
en Kælling om Hjælp ham bede,
hun skulde jo gaa fornøjet bort
med ringest en Skæppe Hvede:
Og kom der en gammel haltende Stodder,
som maatte paa Vejene traske,
han skulde faa Posen fyldt med Sul
og en god Taar Mjød i sin Flaske. — —
Tankerne gjorde hans Pande hed,
saa tog han i Haanden Hatten,
saa løb han frem mod den kolde Vind,
ad Havet til, gennem Natten.
IV.
Tungt vælter Havet sin svulmende Krop
under Stormfuglens flængende Kløer;
det brøler dumpt som en saaret Oxe:
da skælver Kyster og Øer.
Stormen stiger med hulede Vinger —
saa slaar den ned som en Høg
og hugger sit Næb i Havets Skulder,
og Skummet staar op i en Røg.
Som en druknende Jættes knyttede Haand
løfter sig Skarreklit,
hundrede Fod staar Brændingens Søjle
over den, skinnende hvidt.
Bølgen glider ind over Revlen
og springer med Ryggen krum
paa Havstokken løs; helt op under Klitten
lyner det hvide Skum.
Sandene fyger. Himmel og Jord
i én blændende Hvirvel staar,
og Stormen ryster de saltvandsdryppende
Fjer over Bondens Gaard.
Bulbjærg ser paa de brølende Vande
i Mørket med rolig Trods.
Det fosforlysende Skum løber ind
og besprøjter den sorte Kolos.
Med Hovedet bart og stormomsuset,
døvet af Brændingens Dur,
staar Ole Hou ved Midnatstid
under Bulbjærgs bratte Mur.
V.
Hør, Klokken røres! I Nattens Mørke
klinger de Toner saa blide.
Da løfter Karlen sin skælvende Haand
og banker paa Fjældets Side.
Den brister lydløst, aabner sig
som Gabet af en Drage.
Han styrter ind i det kullende Mørke,
ser sig ikke tilbage.
Han famler sig frem, der glimter et Lys,
han staar i en hvælvet Stue,
hvor Gulv og Vægge lyser svagt
af Sølvets hvide Lue.
Der ligger med Sølv, som en Morgen i Marts
der ligger med Rim over Enge —
men Ole vil mer end det hvide Sølv,
det tøver ham ikke længe.
Den næste Hal, dèr maa i det gloende
røde Guld han vade.
Det ligger saa tæt som ved Allehelgen
i Skoven de tørre Blade.
Men Ole vil mer end det røde Guld;
i det næste Rum, han finder,
de blanke runde glinsende Perler
paa Gulvet risler og rinder.
Gærne tog han en Haandfuld med
til Pynt for de smukke Piger, —
da klinger Klokken for sjette Gang,
og videre frem han higer.
Ind i den fjerde prægtige Stue
med dristigt Mod han trænger.
Maalet er naaet! for hans tindrende Øje
Misteltenen hænger.
Han staar paa Spring — men standser brat:
der træder saa faur en Tærne
imod ham hen, i det gyldne Haar
tindrer der en Stjærne.
Hun løfter venlig sin hvide Arm,
en Skaal med Vin hun ham byder.
Utaalmodig de runde Bryster
Linet til Siden skyder.
Hendes Øjne lyser saa lokkende hedt,
og Hofterne runder sig bløde,
Knæet er glat, og Foden fin,
hans Blod begynder at gløde.
Da drøner det ellevte Klokkeslag
som et Skud fra et Skib, der gaar under,
men Ole stirrer med blussende Kind —
til at høre har han ej Stunder.
Han nærmer sig til den tøvende Tærne,
han slynger omkring hende Armen — —
da lyder Klokkens tolvte Slag
som et Skrig gennem Brændingslarmen.
De Druknendes sidste fortvivlede Skrig
fra den sønderhuggede Skude!
Alt bliver mørkt, med dundrende Brag
slaar Porten i derude.
VI.
Det skete den hellige Paaskenat.
Aarhundreder kom og gik:
Nordvestenvinden med Havet kæmper
efter sin gamle Skik.
Og endnu strejfer de dristige Svende
paa Heden i Mulm og Nat;
urolige Tanker om ensom Daad
dem griber om Hjærtet fat.
Men hvo der det flyvende Sand vil forvandle
til en løvsusende Lund,
han gribe hastig den hastig flygtende,
den belejlige Stund!
Og hver, som drømmer om Land at løfte
g ønsker sig Lykke god,
han agte vel, hvor det gik Ole Hou,
han tvinge sit sydende Blod!
Og fritter nogen, hvorfra vel jeg
disse lønlige Ting erfor —
det var ikke fra den gamle Tigger,
han sank forlængst i Jord.
Jeg hørte Sagnet om Ole Hou
af ham, der kendte det bedst:
paa Østerild Hede, paa Bulbjærgs Ryg,
af min Ven, den farende Blæst.