Jeg ser ved Sommertid kun Træets Blade,
der let omkring dets Nøgenhed sig hyller
og dækker til, og runder af, og fylder
med Rigdomsbrus det fattige, det flade.
Men jeg maa forske Kronens Egenart,
naar Stormen barsk har flænget Pynten bort,
naar Løvet faldt, og Vintren hugger haardt
og lægger for mit Blik det skjulte bart.
Dig saa jeg aldrig i din Sommerleg.
Din Dag var kort og dine Nætter lange,
den Gang jeg fandt dig som en bladløs Eg.
Men stærk mod Himlen saa din brede Krone.
Mit Hjærte skjalv ved dine dybe Sange,
naar Stormen tvang din Smerte til at tone.