Det er i den maaneskinslysende Nat,
og Skygger af snehvide Skyer
stiger og blegner og dolger sig brat
bag andre, der kommer og flyer.
En flyvende Glans i et flygtigt Sekund
féagtigt straalende vugges.
Det gør i mit Hjærte saa skærende ondt,
naar hastig den sløres og slukkes.
Jeg skimter i Skyernes Maaneskinsleg
et Ansigt — og kender det nøje;
men grubler, hver Gang det i Skyggerne veg:
Hvis var dog den Mund og det Øje?
Den Mund har jeg kysset; det Blik har jeg set
en Solhimmel over mig hvælve.
Men Navnet! Hvad hed hun? Og hvad er der sket,
at hæftigt mit Hjærte maa skælve?
Hvi slukned hint solstraaletindrende Syn?
Hvad stivned de Læber saa kolde? —
Ned i min Sjæl slaar et svidende Lyn:
Var det dig, der det voved at trolde? —